ISO 14001 Miljøcertificering
Urtekrams årlige miljøauditering fandt sted i januar 2008, og for 7. år i træk blev vi auditeret uden væsentlige afvigelser.
Den uafhængige virksomhed Det Norske Veritas (DNV) gennemgår hele Urtekrams miljøledelsessystem og checker, at der er overensstemmelse mellem teori og praksis. Alle afdelinger bliver udspurgt om miljøvaner og miljøtiltag, og alle papirer bliver gennemgået og afstemt med praksis og udsagn fra medarbejderne.
DNV har blandt andet givet os følgende positive bemærkninger:
Det har givet et mærkbart kvalitets- og miljøløft at indføre EcoCert på body care-produkter. Medarbejderne har en stor bevidsthed omkring, hvad EcoCert betyder for det daglige arbejde.
Driftsstyringen synes at være effektiv. Der er gennemført en organisationsændring, der understøtter det fremtidige miljøarbejde yderligere – herunder med indsats om kommunikation og oplæring.
I ISO14001 standarden indgår, at miljøarbejdet er en dynamisk proces, og for at beholde certificeringen skal virksomheden hele tiden forbedre sig og sætte nye mål på det miljømæssige område. Dette er en stor udfordring for Urtekram, hvor hele idegrundlaget i forvejen er baseret på miljø og miljøvenlige produkter.
Igen i år er det lykkedes os at øge både produktion og salg samtidig med at vand, varme og gasforbrug er konstant eller faldende. El-forbruget er også konstant pr. solgt enhed, men er dog steget en smule pr. produceret enhed, fordi Urtekram tidligere lejede sig til kølekapacitet, og nu har taget eget kølerum i brug.
Fokusområder i 2008 bliver foruden fortsat fokus på direkte miljø som el, varme og affald også mere fokus på indirekte miljøområder, som øget salg af økologiske varer og øget salg af fair tradede varer. Som det største fokus område i 2008 vil Urtekram arbejde med CO2-problematikken og prøver at finde områder, hvor vi som virksomhed kan sænke vores CO2-udledning.