Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

Herre-mad

07-06-2009, kl. 09:42, Alder: 3 år, Set af: 1587 personer

af Karen

Hver anden mandag har jeg et madlavningshold i Horsens der hedder Madlavning for mænd. Det er ikke mad for nybegyndere, som nogen kunne foranledes til at tro. Men et hold med flere hold kammerater, der har valgt at være sammen om madlavning og det at hygge sig mens de laver mad. Det er 15 mænd i alle aldre og der er ca. 45 år mellem den ældste og den yngste.


Det er samværet om maden der er i højsædet, og så er det lige meget om man er høj eller lav, tyk eller tynd- bare man hygger sig, og det gør de! Faktisk burde holdet hedde Madlavning med en relativ høj fedtprocent og masser af sovs - for mænd. Og så er det økologisk. Det vagte i starten lidt løftede øjenbryn og en del overbærende grin og halvdårlige vitser. "Har du så også et rødt Ø tatoveret på din ene endeballe?" Ja, det burde jeg måske have!  Men skepsisen blev faktisk ret hurtigt vendt. Jeg lavde grise-prøven med dem. Den er faktisk ret nem. Prøv at tage et stykke økologisk bacon og steg det på en pande. Lugt til det, smag på det. Prøv derefter med en boconskive fra en traditionel gris. Lugt, smag. Der er virkelig en foreskel. Tit kommer der en gennemtrængende ram lugt og smag af druesukker. Der er ingen der griner mere, når jeg kommer med mine poser med de røde Øér på. Nu kommentere de faktisk, hvis der er en vare jeg ikke kunne skaffe økologisk!



Man kan læse mere om holdet og de andre hold jeg afholder, både i Helsingør og Horsens, på min hjemmeside www.karenbrostrom.dk Her er hvad vi lavede og som er rigtig dejlig sommermad.

Tarteletter med kylling og asparges
1 kylling (ca. 2000 g)
2 liter vand
2 løg i grove stykker (ca. 175 g)
2 gulerødder i grove stykker (ca. 150 g)
3 laurbærblade
1 tsk groft salt
3 dåser fine aspargessnitter (ca. 860 g) 100 g smør 100 g hvedemel (ca. 1½ dl)
2 dl. fløde eller sødmælk
6 dl suppe fra kyllingen
1 tsk groft salt friskkværnet peber
30 tarteletter

Skyl kyllingen godt under koldt vand. Parter kyllingen i 4 stykker.
Bring kylling og vand i kog i en stor gryde. Skum suppen og tilsæt resten af ingredienserne. Kog suppen ved svag varme og under låg i ca. 30 min. Tag kød og grønsager op. Si suppen og skum fedtet af - der skal være 6 dl suppe. Lad kyllingekødet køle lidt af og riv det i trevler - med 2 gafler.

Hæld aspargesene til afdrypning i en sigte - gem vandet (ca. 4 dl).

Smelt smørret i en tykbundet gryde ved jævn varme. Tilsæt melet under kraftig omrøring i ca. 2 min. Tilsæt aspargesvand og bring opbagningen i kog. Tilsæt suppe fra kyllingen og bring stuvningen i kog. Tilsæt til sidst fløde eller mælk. Vend kyllingekød, asparges, salt og peber i. Kog stuvningen ved svag varme og under forsigtig omrøring i ca. 2 min. Smag til.

Lun tarteletterne efter anvisningen på emballagen. Hæld ca. 3-4 dele dl kylling i asparges i hver tartelet. Server straks.

Tarteletter med skinke og spinat
Et helt anderledes fyld, hvor de traditionelle ærter og gulerødder er skiftet ud med frisk spinat.

En skinke skal koge ca. 30 min. pr. kg.
1 stk. skinke/hamburgryg ca. 1 kg.
1 bouillonterning
1 spsk sennep
3 laurbærblade
100 g smør
100 g hvedemel (ca. 1½ dl)
2 dl. fløde eller sødmælk
6 dl suppe fra skinken
1 tsk groft salt friskkværnet peber
Frisk spinat

Kog skinken i vand uden salt, men med lidt peberkorn og en terning i ca. 30 minutter. Lad den køle lidt af og skær den i tern på ca. 1x1 cm. Skyl den friske spinat rigtig godt i flere hold vand, og fjern trætte og kedelige blade. Grove stilke nippes af.

Smelt smørret i en tykbundet gryde ved jævn varme. Tilsæt melet under kraftig omrøring i ca. 2 min. Tilsæt sennep og derefter suppe fra skinken og bring stuvningen i kog. Tilsæt tilsidst fløde eller mælk.

Vend skinketern og den friske spinat i og bring det i kog i ca. 2 minutter. Spinaten vil falde sammen. Smag til med salt og peber.

Lun tarteletterne efter anvisning på pakken og server straks.

Verdens nemmeste hjemmelavede is
Her er verdens nemmeste snyde is. Det bliver ikke lettere og den er rigtig god. Den kan sagtens laves flere dage i forvejen, selvom den er så nem at man maksimum er 15 minutter om at røre den sammen.

8-10 pers.
1½ l. økologisk vanilje is, blød
200 g. grofthakket god økologisk chokolade 70%
1 twigsstang (der er to i en pakke og vi skal bruge den andet til pynt, så de der allerede er i gang med at spise den, de tror der er i overskud, skal lægge den tilbage i pakken nu!) 100 g. økologiske havrekiks fra Urtekram (+3-4 stykker til pynt) Beklæd en form med plastikfilm så det dækker bunden og hænger ud over kanten.

Rør den bløde is sammen med chokoladen og den smuldrede twigs stang ned i isen sammen med kiksene. Hæld isblandingen i formen og dæk med plastikfilmen. sæt den i fryseren til 15 minutter før den skal spises.

Knus 3-4 digestive kiks og en grovhakket twigsstang og smulder det over toppen på isen og server. Skal det være ekstra festligt kan man servere isen med flødeskum og smeltet mørk chokolade. 


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.
Anja Dalby sagde...
Hvor ser det hyggeligt ud Karen! Sikke en god idé at gøre sådan et hold økologisk fra starten af. Det virker jo nok ikke som det mest oplagte sted at spise økologisk, men smagen er der jo ingen som kan argumentere imod.

Kh Anja
Skrevet d. mandag, 08-06-09 12:51

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011