Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

Så redder vi en sømand!

02-07-2009, kl. 14:30, Alder: 3 år, Set af: 1637 personer

af Karen

Jeg gik nærmest i panik forleden dag. Min store datter havde bedt om blødkogt æg til morgenmaden, og det fik hun. Hun spiste med stor appetit og da hun var færdig bad hun pænt om et til. Jeg hentede et nyt, og så ud af øjenkrogen det søde barn smide den tomme æggeskal ud.

Mine øjne blev store, øjenbrynene røg helt op under hårkanten og mit hjerte hamrede. Jeg kiggede panisk på min datter og spurgte hende "Reddede du en sømand?" Det blik jeg fik af Caroline sagde det hele, og så kunne jeg godt se at jeg faktisk var ude at svømme. Jeg kunne godt forstå at hun i samme øjeblik mente at hun nok var udstyrret med den mærkeligste mor på hele jorden. Men jeg kan faktisk forklare vanviddet. Det var et af barndommens store skelletter der væltede ud af skabet. Min morfar havde været sømand. Rigtig sømand. Han havde blandt andet sejlet på Brasilien. Han var en stor fortæller og vi børn elskede når morfar lukkede op for posen. Når vi overnattede på Mimersvej hos mormor og morfar blev man vækket af morfar der råbte som kun en ægte sømand kan råbe;"rejse, rejse, rejse op af køjerne, der er sorte piger på kajen!". På morgenbordet fik man blødkogt æg. De blev spist op. Morfar kiggede på os. Nu skulle vi vende den tomme æggeskal om i bærgeret så det på ny lignede at ægget var helt igen i bærgeret.

Fat om skeen, og så skulle man slå hul igen. Så havde vi reddet en sømand. Jeg prøvede ham af én gang. Undlod med vilje at slå hul. Morfar var der med det samme. Udpenslede historien om den stakkels sømand der nu lå på havets bund. Åh rædsel. Siden har jeg pænt reddet en sømand, hver eneste gang jeg har fået et blødkogt æg.

Det perfekte blødkogte æg
Der er faktisk skrevet bøger om hvordan man koger det perfekte æg. Mange har fif om at komme eddike eller en tændstik i vandet for at undgå at ægget revner og hviden flyder ud. Jeg spiser kun økologiske æg, så friske som overhoved muligt. Jeg ville aldrig spise et blødkogt æg, der var over en uge gammelt. Jeg vil have det hvide skal være helt hvidt og blommen flydende. Jeg bryder mig virkelig ikke om, hvis hviden er alt for flydende. Det er for mig ligesom at spise rå bacon.

Ikke en rar fornemmelse. Jeg kommer de æg jeg skal bruge i en gryde og dækker dem med koldt vand. Op på et tændt blus for fuld drøn. Så lader jeg det komme i kog og i det øjeblik vandet koger skal de have tre minutter. Det er for de store æg. Er de små giver jeg dem to minutter. Når tiden er gået tager jeg dem op med en spiseske og kommer dem kort under den kolde hane. Så er de lige som de skal være.

Fransk Omelet
Omeletten og den danske æggekage kan ikke sammenlignes. Det er to meget forskellige størrelser. Omeletten er rigtig skøn morgenmad eller som en let frokostret.

Fyldt fransk omelet med ost, skinke og forårsløg
2 æg
½ dl creme fraiche
1 skive kogt skinke
2 spsk. reven mozarella
1 forårsløg, snittet fint
Salt og peber

Æggene slåes ud og piskes i en skål med cremefraiche, de fint snittede forårsløg, salt og peber. Kom lidt fedtstof på en pande og steg æggemassen til den er fast i kanten, men stadig forholdsvist flydende i midten. Dette gøres nemmest hvis der ikke er alt for højt blus på komfuret. Skinken og  en revne ost kommes på den ene halvdelen af omeletten. Lad det stå et øjeblik til ingredienserne sidder fast i æggemassen. Fold den tomme halvdel af omeletten over halvdelen med fyldet og tryk let med paletten for at få den til at blive liggende. Tag panden af blusset, men lad omeletten blive på panden et minut eller to mere, så du er sikker på at al æggemassen er stivnet. Spises varm, men er også rigtig dejlig i madpakken. Hvis man spiser den med lidt sennep smurt ud over den bliver man et lykkeligere menneske.

Æggene jeg bruger er selvfølgelig økologsike. Burhøns lever en frygtelig tilværelse, derfor køb dine æg så friske og økologiske! 


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.

Der er ingen kommentar til denne opskrift endnu.

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011