Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

Hvad er kernesundhed???

17-08-2009, kl. 12:05, Alder: 2 år, Set af: 1325 personer

af Morten

De seneste 2-3 år har været fuldstændig fantastiske og fuldstændig vilde for mig og min familie. Vi har været utrolig heldige med vores bøger og med www.kernesundfamilie.dk, der er blevet godt modtaget af tusindvis af mennesker. Vidunderligt.

Vi har også været mere eller mindre ufrivillige deltagere i en debat, der flere gange er blevet alt for sort/hvid, hvis man spørger os. Derfor tænkte jeg, at det måske var på sin plads at skrive lidt om, hvad vi egentlig synes, kernesundhed er!???

For os er sundhed et meget individuelt begreb, for vi tror grundlæggende på, at vi alle er forskellige, at vi alle lever så tilpas forskelligt - at vi skal spise, motionere, arbejde, elske og leve forskelligt. Udsvingene behøver ikke være kæmpestore, men det, der virker for din nabo eller endda din familie - ja, det behøver ikke virke for dig.

Derfor synes vi, det er vigtigt, at du mærker efter, hvad der virker for dig. Det betyder, at kernesundhed i vores øjne ikke er en fasttømret definition, hvor der er nogle bestemte krav, man skal leve op til, hvis man gerne vil kalde sig kernesund. Vi synes, man er kernesund, hvis man tager ansvar for sin egen sundhed. I det omfang det nu er nødvendigt. Vi plejer at sige, at man kan nøjes med at tage små skridt, hvis man har små udfordringer. Hvis man har store udfordringer, som vi virkelig havde, ja, så skal man nok tage større skridt.

Jeg så jo helst, at vi alle spiste og levede 100 procent økologisk, men det er desværre en utopisk tanke i dag. Både fordi vi alle har forskellige pengepunge, og fordi vi mere eller mindre er nødt til at omgive os med teknik og maskiner, der ikke ligefrem er økologiske. Derfor synes jeg, det er fantastisk, når et menneske, skifter til økologisk kaffe. Det lille skridt kan være et vigtigt skridt på vej mod endnu flere økologiske produkter og et endnu renere liv.

Jeg synes, det er fantastisk, at vi alle forskellige - det er jo netop en af de ting, der er med til at gøre livet spændende. Jeg synes, det er fantastisk at prøve mad fra fremmede kulturer - fordi de nye smagsoplevelser stimulerer meget mere end mine smagsløg. Derfor synes jeg også, der skal være plads til alle de forskellige mad- og leve-kulturer, der findes her i Danmark. For de er jo netop et udtryk for, at der er mennesker, der tager ansvar for det liv, de gerne vil leve. Om det så handler om sundhed, livsglæde, velvære, positive tanker eller noget helt andet - det er da ligegyldigt.

Dette årti er på mange måder sundhedens årti - og hurra for det. Dermed er det også et årti, hvor flere og flere bliver kernesunde - uden at have noget som helst med vores bøger eller vores hjemmeside at gøre. Sådan ser jeg på verden. Og jeg fryder mig over, at verden ser ud til at udvikle sig i retning af mindre gift, færre kemikalier, færre sygdomme og symptomer og mere fokus på blandt andet økologien og miljøet. Det er da skønt!


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.

Der er ingen kommentar til denne opskrift endnu.

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011