![]() Øko-vennerneMød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.
|
||||||
Gisp! Serverer jeg mon ren gift for min baby?27-09-2009, kl. 00:14, Alder: 2 år, Set af: 1357 personer
I foråret bragte flere aviser udtalelser fra en dansk forsker, der mente, at det var klogt kun at amme sit barn max. fire måneder. Det skulle angiveligt være det ”break-even”, hvor babyen havde sikret sig nok af de gode ting fra modermælken samtidig med, at moderen ikke havde nået at overføre alt for store mænger af den moderne livsstils giftstoffer i samme ombæring. Nu er der så et nyt studie på banen, hvor danske og finske kvinders modermælk er blevet sat under lup. Det er nedslående læsning! De danske kvinders modermælk er åbenbart fyldt med hormonforstyrrende stoffer fra pesticider, brommerede flammehæmmere, ftalater osv. Det kan godt give kuldegysninger af den ubehagelige slags, når man som jeg er fuldtids-ammende mor og ikke har planer om at stoppe helt før min baby er i hvert fald 6 mdr. Pludselig fremkalder den hyggelige amme-stund ubehagelige indre billeder af en langsomt dryppende gift-vandhane. Og jeg tænker: Hvor mange giftstoffer kan jeg mon nå at overføre til mit barn inden amningen lægges på hylden? Jeg bliver dog nødt til at være optimistisk på mit barns vegne. Og jeg føler også godt, at jeg kan tillade mig at være det! Siden jeg var først i 20’erne har jeg været meget opmærksom på at leve et liv, hvor jeg forsøger at undgå så mange giftstoffer som muligt. Jeg har været med på øko-bølgen før Coop-revolutionen i begyndelsen af 1990’erne, hvor de økologiske fødevarer for alvor begyndte at gøre deres indtog i de danske supermarkeder. Og min økologiske køkken-revolution satte gang i en snebold-effekt, der bare er blevet større som årene er gået. Nu er tanken om det rene liv med mig i størstedelen af mine indkøb. Når jeg gør rent, vasker hænder, køber tøj, sutter og legetøj til min baby, ja og når jeg reder seng med det økologiske sengetøj både til forældrene og babyen. Med alt dette, og sikkert lidt mere, formår jeg at leve det rene liv. Det gode liv. Men også jeg kan gøre mere for at mit og min babys liv bliver endnu renere. Netop derfor bliver jeg berørt af videnskabens dokumentation af giftstofferne i den danske modermælk. Det er en trist tanke at sende sin baby ud i verden med et giftdepot i rygsækken. En tung sag, der f.eks. kan være medvirkende til, at min babydreng vokser op med så dårlig sædkvalitet, at han måske aldrig bliver far. Ja ja, dommedagsklokkerne kan høres i det fjerne… Men ærligt talt, det er jo virkelig store ting som er på spil i forhold til at sende alle disse giftstoffer ind i en lille babykrop. Tilbage til optimismen. Og den skal der være plads til uden, at den bliver en sovepude. Jeg føler mig sikker på, at min rene livsstil igennem så mange år redder min baby fra mange giftstoffer. Alligevel er der nok ingen tvivl om, at jeg sikkert har ophobet giftstoffer i mit fedtvæv som jeg lige nu videregiver gennem modermælken. Det lyder ulækkert og ukærligt. Men alligevel fortsætter jeg amningen. Fordi jeg er overbevist om, at jeg ikke er nogen giftbombe. Videnskabens dokumentation af modermælkens giftstoffer har dog givet mig mod på at sætte endnu hårdere ind mod giftstofferne i hverdagen. Så jeg vil være endnu mere konsekvent også selvom det kan være bøvlet og nogen gange giver lidt brok fra mennesker, jeg er tæt på. Fordelene ved at vælge giftstofferne fra giver ikke altid mening for alle på den korte bane – specielt ikke når økonomien også spiller ind. Men når jeg sidder og betragter min lille baby, der stoler på, at jeg og hans far kun gør det allerbedste for ham, så giver det mening. Lige her og nu.
Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
Tilføj kommentar |
||||||
© Copyright Urtekram 2011 |
Kommentarer & tips
Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.Der er ingen kommentar til denne opskrift endnu.