T som i te og Tina.
22-10-2009, kl. 08:49, Alder: 2 år, Set af: 1075 personer
Bedste veninder. Der er noget ved de to ord som både fylder mig med glæde men også med lidt gru, fordi de to ord bringer så mange barndomsminder frem. Om hvem man var Bedste Veninder med, hvem man ikke var det med, og om hvorfor man ikke længere var det med dem man plejede at være det med, men nu med nogle andre. Minder om at gerne ville være Bedste veninder med nogle, ikke med nogle andre, nogle ville gerne være det med én og andre ville ikke. Et kompliceret pigeregnestykke, som først gik op da jeg kom på efterskole som 15 årig. På vores første fælles ryste sammen cykel tur, hele efterskole årgangen, cyklede der en pige op på siden af mig og sagde ”Hej jeg hedder Tina, ka du li Prince? Jeg æææælsker Prince…” også talte Tina resten af cykelturen. Om Prince, om John Lennon, om at male og en hel masse andet. Vi har været Bedste Veninder lige siden, vi har snart 20 års jubilæum, og jeg er de seneste par år også begyndt at kunne få et par ord indført.
Grunden til at jeg fortæller om Tina, er at i går aftes ville min mand vise mig en film som hedder ”The King Of Kong”, den handler i al sin simpelhed om et gammelt computerspil, vist nok det første Mario spil, og om hvem der har verdensrekorden i det spil. Man skulle ikke umiddelbart tro at der var nok materiale til en dokumentar i spillefilmslængde. Så jeg lavede mig en kop Lotus te, som jeg lige har fået fra Urtekram, fordi jeg tænkte at jeg måske ville få brug for noget at styrke mig på, når jeg nu skulle til at se en dokumentarfilm om et oldgammelt arkadespil, og de mennesker som spiller det. Filmen var spændende, fyldt med intriger, magt og kampen om tronen. Da filmens karakterer blev introduceret i starten tænkte jeg ”Oh my God, your wasting your lives”, men som vi kom længere og længere ind i historien, handlede den ikke længere om hvor mange døgn af deres liv de brugte i spillehaller, men om hvordan nogle mennesker er søde og andre ikke er det. Og det er altid interessant at se på.

Men uanset hvor spændende filmen var, så kunne jeg næsten ikke koncentrere mig om den, for ved hvert eneste te-sip, så blev jeg mindet om Tina. Hvordan kan smagen af en te minde så meget om en person, at man næsten ikke er tilstede hvor man er? Jeg læste på ingredienserne, 18 forskellige er der i, men kom frem til at det må være den meget skarpt parfumerede Lotussmag, som fik mig til at tænke på hende. Hun må på en eller anden måde dufte af Lotus, uden at jeg helt kan sætte fingeren på det.
Bedste Veninder har jeg lykkeligvis mange af, de repræsenter alle noget forskelligt i mig, og nogle forskellige aspekter af mit liv. Lotusblomsten bliver ofte brugt som symbol på renhed, frugtbarhed og skaberkraft. Gad vide om jeg i mit indre har tilknyttet blomster til mine andre veninder.
Lige nu er jeg ved at koge hyldebær, nedfaldsæbler og blommer til saft. Min søde svigermor fyldte vores fryser op her i efterårsferien, og da jeg lige var ude og røre i gryden, kom jeg til at tænke på alle de efterårsferier hos min Bedstemor, hvor vi spiste litervis af hyldebærsuppe. Dufte og minder er vidunderlige, den her Lotuste er i særdeleshed anbefalesværdig, den smager så smukt, også selvom man ikke har en Tina at tænke på når man drikker den.
Kh Anja
PS. Pakken er meget fantastisk, som min søn sagde da han så æsken”den har de gjort sig umage med”.
Kommentarer & tips
Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.Jeg vil købe den imorgen. Måske smager den som at komme hjem.
Og hej Anette, blev så glad over at se dit navn!
KH Tina
Glæder mig til at drikke te med dig igen.
KH A
Tusnind tak for The i går, det var virkelig en fantastiks oplevelse ;O) Jeg lavede en kande af det brev jeg fik med hjem - den var knapt så smagfuld som det glas vi fik hos dig.... Men sikke en smagsoplevelse jeg fik der ;O)
Knus Kathrine
Helt fra Norge! Hvor dejligt at høre fra dig her på Urtekrambloggen, hvordan i alverden har du fundet mig her?
Håber du har det godt, måske nyder du allerede den første sne?
Kh Anja
Husker cykelturen... Du er sød.
Anette
Jo det synes jeg er helt vildt spændende! Mange tak for den oplysning, det viste jeg ikke.
Men det er noget jeg tænker meget over, jeg er dufter og smager nemlig meget, uden at være helt bevidst om det altid. Det betyder tit at fokus flytter sig fra nuet, og til at være i smagen eller duften, og mindet som knytter sig til det. Det kan være dejligt, men også forvirrende, som at glemme at rykke sig i en supermarkedskø fordi damen foran dufter som en i en undergrund i London engang gjorde, også er jeg lige der i et par minutter, mens resten af Brugsen venter.
Men meget spændende, det vil jeg helt sikkert tænke videre over, tak for det!
Kh Anja
Dejlig gribende og hyggelig historie!
Der er faktisk en videnskabelig og fysiologisk forklaring på, hvorfor dufte bringer minder om situationer eller personer frem i os: Det center i hjernen, der lagrer minder ligger lige ved siden af det center, der opfatter dufte. Da de ligger meget tæt, vil opfattelser i det ene center være forbundet med opfattelser i det andet center. Nå, ved ikke om det interesserer dig, men ville bare sige, at dine sansninger giver rigtig meget mening.
Venlig hilsen
Karina
KH Anja
Sikke en dejlig historie fra det virkelige liv...
Jeg vil da helt sikkert købe lotus te fra urtekram næste gang jeg falder over det...
Kærligst Anne Mette Nørgaard