Øko-vennerne

Det skal være sjovt at være sund

For 5 år siden levede vi et helt normalt familieliv. Vi spiste det samme som alle vores venner og bekendte, og vi havde bestemt ikke tid til at motionere.

Dengang vejede vi voksne sammenlagt 45 kilo for meget, og hele familien døjede med symptomer som fordøjelsesbesvær, stress, astma/allergi, udflåd, bumser, søvnproblemer, mangel på energi og et humør, der svingede mere end en vimpel i stormvejr. Værst af alt var dog, at vores ældste søn, Bertram, var autist. Han havde fået diagnosen på Bispebjerg Børnepsykiatriske afdeling og han var også født med kromosomfejlen deletion 22q11. Han gik i specialbørnehave og var meget i aflastning, fordi vi simpelthen ikke kunne passe ham. Han bed, slog, sparkede, skreg og var umulig at være i nærkontakt med. Det sled på os – og det sled på lillebror Melvin, der nærmest agerede boksebold for sin storebror. 

På et tidspunkt var det blevet så slemt, at vi overvejede døgninstitution og medicin til Bertram. Det var også det vi blev anbefalet. 

Men heldigvis valgte vi at gå en anden vej. Vi er begge journalister, og researchede en del på den medicin, man giver til adfærdsforstyrrede. Der var så mange bivirkninger, at vi simpelthen ikke turde give ham det. 

Så begyndte vi at undersøge, om der mon var andre muligheder – andre veje at gå. Og, hurra for Google, det varede ikke længe, før vi fandt ud af, at der er masser af forældre, læger, professorer, diætister og ernæringssagkyndige, der i mange år har arbejdet med kosten som behandling. 

Farvel til landbrugs-Danmarks lyksaligheder
For at gøre en lang historie kort fandt vi ud af, at der rundt omkring i verden er masser af gode erfaringer med mælke-, gluten- og sukkerfri diæt til de adfærdsforstyrrede. Og vi tænkte: ”Hvorfor ikke give det en chance?” Eller rettere: Ninka tænkte sådan. For jeg var meget skeptisk. Jeg tænkte især på alle de reklamer om mælkens fortræffeligheder, jeg havde set og hørt gennem tiden. Jeg havde jo fået at vide, at mælk var noget, der skulle drikkes. Hver dag. Hele livet. Ellers ville der ske en masse forfærdelige ting med kroppen. Men jeg kan ikke selv lide mælk, så jeg gik med til eksperimentet. Jeg havde jo intet at tabe, men jeg havde ikke lige regnet med, at det også gjaldt mig. Men Ninka havde jo ret i, at det var lettest at smide alt med mælk, gluten og sukker ud – for så ville det slet ikke være muligt for Bertram at få fingrene i det. 

Så det væltede ud fra køle- og køkkenskabe – og ind kom alle de alternativer, som jeg igennem hele min ungdom og hele mit voksenliv havde grinet af, fordi de var så klidmoster- og hippieagtige, at de da helt sikkert ikke ville være noget for mig. 

Men heldigvis gik det hurtigt. Allerede efter 3 uger kom den helt store overraskelse, da Bertram gav Ninka sit første uopfordrede kram. For forældre til almindelige børn er det en selvfølge, men vi havde aldrig fået et kram af Bertram, der som autist helst ville holde sig for sig selv. Og i de følgende måneder og år fulgte der mange landvindinger efter det kram. Bertram åbnede sig på en masse områder, sagde farvel til hidsigheden og blev mere og mere rolig. I dag går han i en helt almindelig folkeskoleklasse, har kammerater på besøg (utænkeligt i gamle dage), kan sagtens håndtere uanmeldt besøg og uplanlagte ting (utænkeligt for en autist), går til klaver og er i det hele taget så normal, så det næsten er for meget. Han har lidt støtte i skolen, fordi han har gået så mange år i specialbørnehave, at han kan have svært ved at forstå kollektive beskeder og især de andre børns signaler.  

Vi fik det også bedre
Det vildeste ved hele kostændringen er, at den også har hjulpet os andre. Vi har sagt farvel til alle de symptomer, jeg nævnede i starten – og goddag til et liv fyldt med energi, glæde og overskud. Vi tager ikke længere medicin, og vi har ikke særlig mange sygedage, selvom vi selvfølgelig også kan blive ramt af forkølelse, influenza og alt det andet, der rammer os danskere. Vi har også sagt farvel til alle de mange kilo, der fyldte rundt omkring på sidebenene. 

Og ja, vi har gjort rigtig meget. Vi har ændret vores kost. Vi er begyndt at træne igen. Vi passer på os selv – blandt andet ved at undgå stress og for meget af alt det digitale – computere, mobiltelefoner, spil mv. Og vi har sgu’ også smidt vores fjernsyn ud. 

Behøver du at gøre det samme? Nej, selvfølgelig gør du ikke det. Du skal gøre det, der føles rigtigt for dig. Men du kan sikkert sagtens lade dit motivere lidt af nogle af alle de valg, vi har truffet. For mit bedste bud er, at du godt kan mærke, at der er noget, der ikke er, som det skal være. De fleste af os danskere døjer desværre med symptomer, som vi ikke lige får gjort noget ved. Det går sikkert væk af sig selv, tænker vi. Ligesom vi tænker, at vi bare kan gå på slankekur i næste måned. Men sagen er den, at vi ikke bare er det, vi spiser. Vi er også det, vi IKKE spiser. Det, vi IKKE gør. Og jeg ved af egen erfaring, at det er en god idé at prøve at kigge på HELE livet – ikke bare på i dag og i morgen. For de valg, jeg træffer i dag, har også betydning for min sundhedstilstand om 10 år, 20 år, 30 år – ja, på alt hvad der sker med mig indtil jeg bliver sendt til himmels. Derfor er det vigtigt for mig at være bevidst. At passe på mig selv.  

Boring, boring
Jeg var, som tidligere skrevet, MEGET skeptisk i forhold til kostomlægning. Jeg tænkte, at det ville være kedeligt og gråt. Men jeg har heldigvis fundet ud af, at sund mad kan smage ligeså godt som alt det, jeg fik før i tiden. Jeg har også fundet ud af, at det rent faktisk er sjovt og givende at motionere. Det er ikke bare en sur pligt. 

I vores familie ved vi, at sundhed skal være SJOVT. Ellers bliver det umuligt. Derfor gør vi for eksempel alt for at være fælles omkring vores træning, sådan at det bliver en hyggelig familiebegivenhed med masser af godt samvær. Hjemme hos os kan vi godt lide at løbe. Nogle gange er der en eller flere af os, der cykler sammen med dem, der løber. Alle kan altid være med. Vi leger også rigtig meget i stedet for at træne seriøst. Hvis jeg er ude at løbe med drengene, leger vi tit, at de er ninjaer, der skal ramme mig med grankogler. Tror du, de opdager, at de rent faktisk træner hårdt. Nej, det gør de ikke – og jeg morer mig også kosteligt, selvom de efterhånden kaster så hårdt, at en grankogle i nakken kan gøre naller. 

Det er det samme med maden. Det skal IKKE være kedeligt. Det skal faktisk være endnu sjovere og endnu bedre end det, vi fik i gamle dage. Derfor tager vi drengene med på råd, så de kan være med til at bestemme, hvad vi skal spise. De er også tit med til at lave maden. Det giver masser af gode stunder. 

Og nu tænker du måske alligevel: Gluten-, mælke- og sukkerfri mad – det er da umuligt!? Men prøv at kigge forbi vores hjemmeside, www.kernesundfamilie.dk, hvor du kan finde masser af inspiration og muligheder. Ligesom der er masser af opskrifter, tips og idéer i vores bøger! 

Jeg håber, du får lyst til at tage ansvar for din egen sundhed. På din egen måde. Det har ændret mit liv 100 procent, at jeg gjorde det – og jeg fortryder ikke et eneste sekund.