Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

Gaver

12-11-2009, kl. 09:40, Alder: 2 år, Set af: 1723 personer

af Anja

Min søn er god til at give mig en slags evaluering på hvordan han synes jeg klarer moderskabsjobbet. Han kan finde på at komme, gravalvorlig, se mig dybt i øjnene og sige ”Generelt går det meget godt, madpakkerne er ok for tiden, men jeg kunne faktisk godt tænke mig nogle flere gaver”. Og inden jeg så begynder at sidde og sige ting som ”gaver er til jul og fødselsdage” og den slags kedelige forældreord,  så må jeg stoppe op og høre hvad han siger. Måske behøver det ikke være en IPhone (som står øverst på hans ønskeliste lige nu) men måske kunne jeg tænke nogle mindre gaver ind i hans liv, for det er da vildt fedt at få gaver. Hvis jeg havde én jeg helt alvorligt kunne sætte mig ned og sige til ”Du gør det rigtigt godt, men jeg vil gerne have flere gaver”, så ville jeg også gøre det. Måske er det der min mand kommer ind i billedet…

Marie har her på Urtekram bloggen skrevet et virkeligt godt indlæg om noget så uskyldigt som blomster. Som slet ikke er så uskyldige endda. Og siden jeg læste det indlæg har jeg tænkt meget over hvad jeg selv giver af små hverdagsgæstegaver, og hvad jeg modtager.

For nogle søndage siden havde jeg inviteret en gruppe nye venner ud til mig, så de kunne se det vidunderlige sted jeg bor, altså Andelssamfundet i Hjortshøj.

En af gæsterne gav mig en kuvert med valmuefrø, som hun selv havde samlet fra en høj i nærheden af hvor hun bor i Århus Syd. En anden gav mig et glas hjemmelavet rødbedechutney, og begge gaver var så dejlige og lige mig. Rødbedechutneyen spiste min søn på få dage, han spiste boller med leverpostej og chutney på, døgnet rundt. Det jeg nåede at smage af det, spiste jeg ovenpå madder med Urtekrams nye smørepålæg. Og det var meget dejligt. Valmuefrøene glæder jeg mig helt vildt til at sprede ud i haven, og indsamle igen når de er afblomstret og forære videre.

En anden dejlig gave jeg har fået, er et lille kaffefilter jeg fik med posten, med stokrosefrø i. De kom fra Rikke på Fyn, som oprindeligt havde fået roserne af sin mor i Nordjylland. Min gode ven Pedro kom en dag med 2 jordbærplanter, som stammede fra hans bedsteforældres gård. Og 2 ribsbuskestiklinger. Simple, fine gaver, som spreder meget glæde, har en historie, en meget rarere historie end en buket blomster fra blomsterhandleren kan have.

Da jeg blev gift for nogle år siden fik jeg et skab i gave, som har været mine bedsteforældres. Skabet er vidunderligt, og nu indeholder det de ting som i min hverdag er mine små ædelstene, nemlig alle mine krydderier. Det er min skattekiste, min helt egen gaveæske. Når jeg åbner skabet synes jeg livet er godt, fyldt med overflod og mangfoldighed. Også er det skønt at have et ekstra glas Urtekram krydderier til at stå, de er nemlig også vildt gode som gaver.





Jeg fik vristet Rødbedechutney opskriften ud af Maria Louise, så den vil jeg forære jer her, værsgo´, en gave, lav den og giv den videre, det her er en ret stor portion:

1,7 kg Rødbeder, renset vægt
500 g Løg
250 g Rørsukker
5 dl. Æbleeddike
1 spsk. Groft Salt
1 spsk. Stødt Allehånde
5 Kardemommekapsler
2 Kryddernelliker
100 g Rosiner
200 g Fintrevet Peberrod

Riv Rødbeder og løg groft, kom det ned i en gryde med resten af ingredienserne, bortset fra Peberrod, og kog det sagte, til det er marmeladeagtigt. Køl af, og smag til med salt og eddike. Når det er helt koldt røres peberrod i, peberroden skal være helt friskrevet, altså ikke den slags man kan købe på bøtter i supermarkedet. Smag til igen når det har trukket nogle timer. Der er stor forskel på peberrod, chutneyen er god hvis den er så stærk at det svider i øjnene. Fordel på skoldede syltetøjsglas, kan holde sig i månedsvis  på køl.

God fornøjelse og ha det godt.

Kh Anja


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.
Anja Dalby sagde...
Kære Michelle,

Godt du kunne bruge gaven, der kommer en ny i næste indlæg i form af en Græskarsalat :)

Jeg er også vildt glad for mit skab, tak for de søde ord, ha en dejlig søndag.

Kh Anja
Skrevet d. søndag, 15-11-09 10:44
Michelle Ipsen sagde...

Kære Anja

Tusind tak for gaven... Og sikke et dejligt skab- både udenpå og inden i. Kan godt forstå du føler dig rig så mange skatte som du har.

Knus
Michelle
Skrevet d. lørdag, 14-11-09 21:09

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011