Køb øko-logisk
17-11-2009, kl. 09:24, Alder: 2 år, Set af: 1250 personer
Jeg er ny herinde, men måske nogle af jer allerede kender min historie. Den udkom som bog under titlen 'Ølmaven og hvordan du slipper af med den' dette efterår, men for en sikkerheds skyld følger her et lille oprids.
For nogle år tilbage gik jeg rundt med ni-ti kilo ekstra på kroppen i form af en udspilet ølmave - eller øl og øl. Det er så meget sagt. Det var nemlig i langt højere grad underlødig mad, sodavand, sprut og slik, der havde skabt fænomenet for mig. Samt ophobninger af hormonet kortisol, der opstår gennem langtidsstress. Maven gjorde, at jeg snappede efter vejret efter let motion, havde søvnbesvær og den diarré, som jeg tidligere havde haft af og til, blev blot værre og værre.
Mange danske mænd har det desværre på samme måde, men lidt omtanke med maden kan sagtens kurere de værste gener! En af de ting, der hjalp mig med at komme af med maven, var det, jeg kalder Oprindelig ernæring i min bog. Oprindelig ernæring handler om at kigge tilbage i tiden på menneskets naturlige føde og spise så oprindeligt som muligt. Det være sig gennem bladgrønt, fisk, vildtkød, bær, produkter uden sukker eller noget helt femte.
For eksempel køber jeg så ofte som muligt økologi - det er ikke noget, jeg gør for at være frelst. Vores kroppe har det nu engang bedst med varer uden sprøjtemidler og kunstige sødestoffer, så hvorfor lade være? Desuden findes der mange målinger, der dokumenter, at mineralindholdet simpelthen ER højere i mere naturtro grøntsager, så man får et bedre produkt med økologi, da immunforsvar klarer op. Økologi er ganske vist også dyrere, men kan det overhovedet svare sig at lade være? Så vidt jeg husker, gav jeg i går 13 kroner for fem økologiske citroner i Aldi og 12 kroner for fire bananer af samme skuffe. Alle folk, der ikke ryger, bør give sig selv lov til den slags små, gavnlige investeringer i det daglige indkøb, for det er helbredet, der er på spil.
Ikke bare sædcellerne, men også selve næringsoptaget i kroppen bliver gavnet, når du handler varer fra Urtekram eller andre producenter. Det er da en god historie - og så er det øko-logisk og til at forstå!
Kommentarer & tips
Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.Der er ingen kommentar til denne opskrift endnu.