Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

Mange bække små...

07-12-2009, kl. 11:34, Alder: 2 år, Set af: 1360 personer

af Sanne

Næsten i min baghave er der en lille bæk. Når jeg står ved den, så giver dens brusende lyd et langt fyldigere indtryk end den lille slange af vand, der snor sig af sted mellem træerne. Bækken er blevet mit lille daglige getaway ganske tæt på min hoveddør. Alle har deres måde at tackle hverdagens udfordringer med en baby og en af mine er altså bækken. Efterhånden står jeg der 5 min. et par gange om dagen og nyder den brusende, næsten knitrende klang, der findes i sådan en efterårskølig bæk. Og så spoler vi lige hurtigt væk fra det romantiske billede, der begynder at tegne sig!

Det jeg faktisk gerne vil give et kort indtryk af er, hvordan mindfulness giver mig mere overskud i hverdagen med min baby. Og her er bækken bare blevet en nem, daglig påmindelse om at give slip på alle tankerne og blot være i nuet. Den korte tid ved bækken er en hurtig energipåfyldning, der minder mig om, hvor vigtigt det er at huske på, at der hele tiden starter en ny dag. Det gør de triste tanker skabt af alt for lidt søvn og alt det andet man nogen gange har for lidt af i sit liv som mor meget lettere at holde ud og gør tankerne til en gæst, der ikke bare bliver hængende. Mindfulness gør mig simpelthen mere glad. Ork, jeg kan da sagtens have en dag ind imellem, hvor jeg synes livet med baby er lidt for surt, men jeg oplever bare, at mindfulness har gjort det lettere for mig at være mor med overskud også på disse dage.

Måske tænker du, at mindfulness vel egentlig mest er en form for meditation, og det har du ret i – men ikke nødvendigvis i klassisk forstand. Før i tiden blev jeg nemlig ganske træt ved tanken om meditation. Jeg ville så gerne kunne meditere, men det føltes for svært at sidde der i skrædderstilling og bare lade alt gå op i en højere indre stilhed. Men meditation blev pludselig noget helt andet efter jeg var på et 2 mdr. Mindfulness Meditationskursus hos Psykolog og Coach Isabella Sofia Pedersen (www.isabellapedersen.com) sidste vinter. Efterhånden er mindfulness for mig blevet en form for indre, mere eller mindre uafbrudt, meditation, der nok nærmest kan beskrives som en livsindstilling. At være til stede i nuet, at forsøge at bekymre mig mindst muligt, at give slip på negative tanker og frem for alt at føle, at jeg har kontrollen i mit liv. Eller at jeg i det mindste kan genskabe kontrollen, hvis jeg vælger det. Mindfulness handler nemlig rigtig meget om valg. Om at vælge at lægge mærke til, hvad der foregår i ens liv. Både det sure og det søde. Derigennem reset’er man det standby-liv som mange af os vel egentlig har som en større eller mindre følgesvend.

Men tilbage til bækken og babyen. Mine mange små ture til bækken med babyen i barnevognen har gjort en stor forskel. Det har givet mig mulighed for ganske nemt et par gange om dagen at huske mig selv på at slappe 100 % af. Det er mit pick-me-up-øjeblik. For ja, 5 min. et par gange om dagen er bare et ganske kort øjeblik i løbet af en dag. Forskellen er, at når man vælger at bruge den tid på noget helt bestemt, så får de ganske få minutter en langt større betydning end man måske skulle tro. Men det opdager man kun, hvis man giver sig selv muligheden for det.


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.
Anja Dalby sagde...
Aj altså Sanne! Så er det den samme bæk vi står ved og er tilstede! Jeg står bare ved den længere oppe i byen, og lader den bruse igennem mig på de små sten inde i skoven. Sjovt at tænke på at vi måske står samtidig ved det samme vand og lader op. Glæder mig til at se dig her oppe i det ukonventionelle en dag.

Kh Anja
Skrevet d. lørdag, 12-12-09 14:31
Sanne Lindhardt sagde...
Hej Anja.

Jojo, det er bækken her i lille Hjortshøj, men det er et ganske særligt stykke hernede i den konventionelle ende af byen :) Bækken giver et særligt brus lige her har jeg fundet ud af pga. et par sten, så det er altid der jeg hænger ud, når jeg mediterer.

Meeen jeg har faktisk slået flere smut op i øko-byen med barnevognen. Elsker stemingen, og at jeg bliver mødt af rigtig mange smil og hej'er fra de mennesker, jeg møder på min vej.

Rigtig dejlig jul til dig.

Kh,
Sanne
Skrevet d. lørdag, 12-12-09 10:43
Anja Dalby sagde...
Meget meget dejligt indlæg Sanne! Mange tak for det. Er det bækken i Hjortshøj du mediterer ved, jeg synes nemlig ikke jeg er stødt på dig herude, og det burde næsten være umuligt, byens størrelse taget i betragtning.

Ha det godt og glædelig jul.

Kh Anja
Skrevet d. fredag, 11-12-09 15:07

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011