I’m Dreaming of a Green Christmas……
22-12-2009, kl. 13:28, Alder: 2 år, Set af: 2376 personer
Der skal øl på bordet, hvis du vil holde klimavenlig juleferie. Læs hvad DU kan gøre for at reducere dit jule-CO2-udslip, uanset hvad verdens topledere har ikke-besluttet.
Julelys
Hånden på honninghjertet; hvor mange lyskæder har du brug for? Sæt dem til et tænd-sluk-ur, så de kun lyser, når det er nødvendigt. Behøver de alle sammen være tændt hele døgnet? Kunne man nøjes med én og så sætte rigtig med pris på den? Når du køber ny lyskæde, så vælg en med LEDpærer eller, det sidste nye, en soldrevet lyskæde til 230,- , som du f.eks. finder her: http://www.ecogeekliving.com/sochli.html
Julebajer
Er godt for klimaet. Det er mere klimavenligt at drikke øl frem for vin.
Juleforbrug
Køb genbrug! Lad dba.dk, trendsales.dk, guloggratis.dk, ebay.com m.fl. være dine yndlings webshops. Du kan få de fedeste ting til ingen penge – og på den måde kan f.eks. dine børn få ting, du ellers aldrig ville have råd til.
Giv et gavekort til en oplevelse, abonnement på øko-grønt, medlemskab af en grøn forening, CO2-kvote. Eller, den helt sublime gave; et klippekort til børnepasning eller anden praktisk hjælp.
Lav hjemmelavede ting af økologiske produkter.
Køb ting, der er produceret lokalt frem for i Fjernøsten.
Køb økologisk/fairtrade – der er snart ikke det, der ikke fås økologisk. Du kan også få en svanemærket computer (Siemens Fujitsu Esprimo C5730) eller en miljømobil (Blue Earth fra Samsung eller Greenheart fra Sony Erichsson).
Sig i legetøjsbutikken, at du gerne vil købe svanemærket legetøj (det findes nemlig ikke – endnu – og det er for dårligt!). Undgå legetøj som bruger batterier, og er det helt umuligt, så køb i det mindste en oplader til genopladelige batterier – og brug den.
Træprodukter bør være FSC-mærkede.
Køb økologisk/fairtrade tøj og tekstiler, med mindre du kan arve og genbruge.
Vælg genbrugspapir eller svanemærket indpakningspapir, genbrug det og find flotte udklip fra magasiner til små gaver.
Julesul
Køb danske (helst lokale) grøntsager. Kål, kartofler og æbler er godt for klimaet. Det er kød til gengæld ikke, især oksekød er slemt; så hvad med at spise vegetarisk, når I ikke er til julefest? Gem resterne fra julemaden, inden de bliver fordærvede, og nyd dem dagen-derpå eller put dem i fryseren.
Udnyt ovnens eftervarme og tænd ikke ovnen unødigt.
Kog vand i elkedel frem for at koge det op på komfuret.
Julepost
Bedste valg; elektronisk julekort.
Alternativt; lav selv dine julekort og undgå dem, der spiller musik.
Juletransport
Det er måske ikke lige juleaften at cyklen kalder på dig, når I skal samles hos svigermekanikken. Men er der mulighed for at tage toget i juleferien? Kan I begrænse bilkørslen?
Julevarme
Skrue lidt ned for varmen. Tag uldsokker og sweater på – eller ønsk dig det i gave. Kys din kæreste, kram dine børn og tag en svingom, det varmer alt sammen.
Julegrønt
Køb et økologisk juletræ http://www.miljoeogsundhed.dk/default.aspx?node=6162
Find julepynt i naturen og undgå julestemning på sprayflaske.
Julelir
Økologiske kondomer og økologisk glidecreme: http://helsemarie.dk/search.asp?keyword=kondom&btSearch.x=0&btSearch.y=0&btSearch=S%F8g
Glædelig grøn jul til dig og dine!
Kommentarer og idéer er hjertelig velkomne!
Kommentarer & tips
Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.Fantastiske gode og sjove forslag til en mere miljøvenlig jul. Selvom julen allerede er overstået synes jeg stadig, at du har flere gode ideer til hvordan små ting i hverdagen kan gøres mere miljøvenlige. Tak for en god blog!
Selvom det måske kan virke nærigt, så pakker jeg faktisk ofte mine gaver ind i avispapir. Jeg synes nemlig at det ser fedt ud sammen med et farverigt gavebånd, bast eller garn. Bonus ved den indpakning er, at jeg sparer miljøet for en masse papirforbrug og ikke mindst trykfarve.
I julen, og årets øvrige dage, har jeg også altid "muleposer" med i min håndtaske. Jeg har fået en rigtig fed reto-pose af min svenske veninde som jeg er særligt glad for. Den er bare i stof og fylder ingenting i håndtasken. Så behøver jeg ikke slæbe unødvendige plastikposer ud af butikkerne. Hvad end det er dagligvarere eller julegaver jeg har købt, så har jeg bare ikke samvittighed til at tage del i det store overforbrug af plastikposer...Har fundet denne webshop, der sælger masser af økologiske og bæredygtige alternativer til de grimme og grumme plastikudgaver: http://www.greenstyle.dk/shop/indkoebsnet-5s.html
Godt nytår til jer alle.
De bedste hilsner,
Marian N. Larsen
Urtekram Int. A/S