Nytårsforsætter…
07-01-2010, kl. 12:11, Alder: 2 år, Set af: 1139 personer
Jeg kan slet ikke lade være med at lave nytårsforsætter, det er ikke altid jeg overholder dem, men jeg gør mit bedste. Det vigtigste for mig er nok, at der i hvert fald bliver sat fokus på noget, som vil være godt for mig og mine, ikke så meget om det bliver 100% opfyldt.
Dette års forsætter hænger meget godt sammen med tidens trend, for jeg vil gerne gøre noget for at være mere sund. Jeg lever et liv, hvor sukker og fedt ikke er en stor del af mit liv og jeg dyrker en hel del motion, men det er jo ikke ensbetydende med, at man er sund.
Jeg vil gerne skære ned på kødet fra de firbenede dyr, ja - jeg vil faktisk mægtig gerne have dage uden kød, og jeg vil utrolig gerne have meget mere fisk ind i livet. Så mit vigtigste forsæt er altså, at der skal laves en madplan hver uge, og den skal indeholde mindst én dag uden kød, mindst én dag med fjerkræ og mindst én dag med fisk. Nu er vi jo i uge ét, så det går planmæssigt, vi har allerede fået fisk 2 gange i denne uge, og i weekenden fik vi en grøntsagssuppe med røde økologiske linser i. Så en god start, må da tegne godt for det kommende år.
Jeg nyder at bruge tiden på at lede efter spændende opskrifter til den kommende uge. Jeg holder meget af de opskrifter man kan finde herinde på Urtekrams sider, både fra vennerne, men bestemt også Urtekrams egne opskrifter er en guldgrubbe af ideer til de kommende madplaner. Prøv at se jer omkring, der er bare så meget at komme efter, og jeg har endnu ikke lavet noget herinde fra som ikke har været et hit.
Jeg har valgt at være ret detaljeret omkring min madplan – både fordi jeg så kan holde fokus på det varelager jeg har i forvejen, jeg synes det giver mening, at man tager udgangspunkt i det man har, og ikke bare køber ind, uden sans for de ting man også skal have brugt.
Jeg har ikke nogen skrupler over at købe de noget dyrere økologiske varer, men jeg synes at det forpligter, og jeg mener, at man skal bruge de ting man har købt. Har man investeret i en pose grøntsager, så skal de spises, og ikke bare smides ud når de er blevet slatne.
Internettet er rigtig god til at lave en plan med, masser af sider har en søgefunktion, så man kan søge på de råvarer man har – eller gerne vil bruge, og straks dukker der opskrifter op, hvor de nævnte varer er med. Funktionen hedder ”tøm køleskabet” og er ikke mindre end genial.
Der hvor jeg har det største problem med min madplan er faktisk de kødløse dage, det er jo smadder let at lave supper /lasagne af grøntsager, men jeg bliver lidt mere ”nervøs” når jeg skal udvide horisonten, ikke på grund af mig, men min familie er meget kritisk, når samtalen kommer i nærheden af ”rødbedebøffer” osv. Så er der nogen derude, der har fantastiske ideer til retter, som kan få familien til at nyde de kødløse dage, ja så er jeg en meget taknemmelig sjæl.
Rigtig godt nytår
Kitty
Kommentarer & tips
Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.kh
Kitty
Jeg skrev en blog herinde for nylig med ugemenuen fra en nogenlunde almindelig uge her i min lille vegetar-familie. Måske kan du finde inspiration dér? Det vigtigste synes jeg næsten er at have gode økologiske grøntsager til rådighed, f.eks. fra aarstiderne.com. Så er den halve succes næsten hjemme. Og lidt Shoyu Tamari til at sætte prikken over i'et.