Øko-vennerne

Skyl næsen Tudefjæs

Nytårsaften sad jeg ligeså stille og fik influenza. Jeg kunne sidde og følge den rundt i svælget, op i næsen, ned i halsen, ud i ørerne, og til sidst omkransede den mit hoved på bedste osteklokke vis. Klokken 20 overvejede jeg alvorligt at gå hjem i seng, men man er vel en partyhaj, så jeg blev pænt siddende i selskabet, med rindende øjne, og besvær med at høre hvad de andre sagde. De andre svedte og åbnede døre, jeg frøs og sad med sweater på, selvom resten af festen blev mere og mere afklædt.

Jeg synes egentligt ikke det er træls at være syg. Jeg ser det tit som en mulighed for at få afprøvet alle mine teorier om vitaminer, og diverse afkog og tinkturer. Men efter halvhjertet at have spist lidt c-vitaminer i en uges tid, uden egentligt at føle nogen bedring, så tog jeg en tur til lægen for at få bekræftet om jeg virkelig var syg, eller om det bare var pyller fra min side. Min influenza havde transformeret sig til en pandehulebetændelse, kunne lægen konstatere. Og jeg var ganske tilfreds, fordi jeg så vidste at jeg var syg, og ikke bare var blevet til Maude på en uge.

Da min læge skulle til at skrive recepten ud på pencillin sagde jeg forsigtigt, at det behøvede han ikke, jeg ville ikke spise det alligevel. Mens han undertrykte det lille gib det gav i hans krop, så svarede han samtidig, at man jo heller ikke behøver penicillin. Skyl næsen med saltvand sagde han, og ellers kom tilbage i næste uge.

Jeg var temmelig sløj, så jeg skyndte mig hjem i seng igen, uden en saltvandsspray, og mens jeg lå og ynkede mig selv, fordi jeg nu vidste at jeg virkelig var syg, så ringede min veninde som er ekspert ud i pandehulebetændelse.  ”Du skal bruge din næseskyllekande” sagde hun. Men desværre havde min keramiske næseskyllekande måtte lade livet, på et badeværelsesgulv i vores lejlighed i Århus, så den var ikke flyttet med på landet. Og selv om vi talte om, at der det sted hvor jeg bor nu, måtte stå mange næseskyllekander rundt på folks hylder, så er det ikke noget man lige ringer og låner af folk man ikke helt kender.

Så min søde veninde løb fluks ned i ”Natur og Sundhed ” på Nørrebrogade i København. Eller ”Natur og Surhed” som vi døbte den i halvfemserne, fordi det var umuligt at slå et smil af ekspedienterne derinde. Det skulle efter min venindes udsagn være ændret nu. Men altså, hun sendte denne fine Nose Buddy til mig, og jeg havde den dagen efter her i Jylland. Den er i plastik, og Urtekrams himalayasalt er fantastisk til at blive opløst i vandet, så det kan komme en tur igennem næsen.

 Til dem som ikke lige ved det, så blander man salt og vand, stiller sig med hovedet over en håndvask og lægger hovedet let på skrå, mens man lader vandet fosse fra det ene næsebor og ud igennem det andet. Det er meget nemt, føles rigtigt rart, og vupti, efter to dage er min pandehulebetændelse væk. Jeg har suppleret med ca 10 rå fed hvidløg om dagen, grapefrugtkerneekstrakt, og læssevis af c og d vitaminer. Nu er jeg næsten på toppen, der er godt nok ingen som vil kysse mig på grund af hvidløgene, men hvad gør det, når jeg bare har min Nose Buddy.

Kh Anja