Øko-vennerne

DMI.dk

Normalt interesserer jeg mig ikke for vejrudsigter. Vejret er som det er.  Det kan være koldt, varmt, vådt, blæsende, stille eller tørt. Eller lidt af det hele. Jeg læste engang at man skulle ”Do Rain” som en  spirituel øvelse. Det gik ud på at man skulle iføre sig sit stiveste puds, altså sit pæneste tøj, tage makeup på, hvis man ellers plejede det, sætte sit hår, og så gå ud i piskende regn. Regn som udvisker alt makeup og hårstyling. Regn som efterlader én med følelsen af at være blevet gennemblødt på meget kort tid. Regn man har lyst til at råbe og skrige af. Øvelsen går så ud på at blive i regnen, og være ligeglad med den. Hvis man ikke kan elske den, så kan man i det mindste være ligeglad. Det man efter sigende skulle lære af den øvelse, var at der er ikke noget der hedder godt eller dårligt, det der er, er den måde man vælger at reagere på en given situation på. Jeg har ”gjort regn” rigtigt mange gange. Altså vildt mange gange, og jeg er blevet ret god til det. Jeg har gjort regn i den vildeste modvind, på cykel op af en uendelig stejl bakke. Jeg har gjort regn på vej til fest, med mascara ned af kinderne, og klasket hår og kjole. Jeg har gjort regn så mange gange at jeg ikke længere regner regnen for noget. Regn er godt for landmændene og for mit ego.

I det sidste lange stykke tid har jeg så gjort kulde, og sne. Det har de fleste danskere, men jeg har alligevel gjort kulde lidt mere heftigt end de fleste. Det er ikke mange forundt at tilbringe en vinter i en skurvogn, det har vi valgt i år, og hvilken vinter at vælge! Vi varmer os ved en brændeovn, men det er ligesom om det ikke er helt nok når der er minus 15 grader udenfor, og man bor med vægge, gulve og lofter så tynde som pandekager. Ergo: Vi har det koldt, altså ret koldt, altså koldt som i ”sov med alt tøjet på + en sweater + to dyner + uldtæpper” koldt. Altså så koldt at dug på vinduet fryser på et øjeblik, man kan se sin egen ånde i stuen, og ens ellers tålmodige venner og familie har sagt at vi ses til foråret engang.



Nu har jeg ellers gået og blæret mig lidt med at vi er blevet så seje, man kan faktisk godt vænne sig til kulden, og alt er jo som sagt et spørgsmål om hvordan man forholder sig til det. Jeg synes vi har tacklet det utrolig godt, brugt vores fridage på at hente og kløve brænde, fejet sne af taget, så det ikke dryppede ned i sengen i soveværelset, og andre hyggelige familieaktiviteter. I går skete der så bare det, som næsten måtte ske. Vi har set det ske for de andre i skurvognene herude, og nu var det så vores tur. Vores vand frøs. Altså som i, der kommer ikke noget ud af vandhanerne, bruseren, og toilettet virker ikke. Ikke engang en lille dråbe.

Jeg gjorde det enhver sej kvinde gør. Hun pakker sit afkom og kører ud til sin mor. Med vasketøj, og frosne tæer. Der blev vi puslet om, fik varme karbade, dejlig mad, fjernsyn, rent tørt tøj med hjem, trøst og medhold i at det er da også for galt med den vinter. Nu er vi hjemme igen, og grunden til at jeg sidder og klaprer og skriver dette indlæg er, at jeg ville lave en kop te at varme mig ved, men kom til at se at vi ikke havde mere indsamlet vand. Bare en lille kop Lotus te, men niks, jeg må først ud med flasker og låne vand til min te. Og når den så skal tisses ud igen, er det det samme.

Så lige nu ”gør vi vinter”.  Og jeg følger spændt udviklingen på DMI, og håber håber håber på tøvejr og et toilet som virker. Jeg overvejer at finde min hårtørrer frem og sætte den på en forlængerledning, og begynde at tø hele verden op, men det smarteste ville nok være at lave sig en kop te, og sætte sig ned og tænke: Ok så nu er det vinter. Så gør vi det.

God vinter til jer alle,

Kh Anja