Økologisk hverdag
27-01-2010, kl. 08:40, Alder: 2 år, Set af: 1097 personer
Jeg er blevet spurgt en par gange om, hvordan man kan få en økologisk hverdag til at hænge sammen, især ud fra de principper som vi som familie lever under. Det indebærer herhjemme, at vi skal have tid til vores børn, vi vil have så god mad som muligt og det skal være hver dag. Når man så samtidig med dette, dyrker sport, børnene dyrker også sport, og vi voksne har hhv. fuldtids og deltids arbejde. Så virker det som udgangspunkt lettere uoverskueligt, når man tænker på at økologi er ikke noget man kan få fat i alle steder.
Men vi er heller ikke 100% økologiske for det hverken tillader vores tid eller økonomi. Nogle ting er meget svære at få fat i, og vil kræve nogen ekstra kørsel, og så går det "grønne" lidt af idéen, og det bliver også dyrt at handle. Men alt hvad vi kan få i vores lokale butikker af økologiske varer suppleret med lidt online handel, gør at vi har det rigtig godt med den mængde af økologiske varer vi forbruger og indtager.
Kilden til at få det til at løbe rundt er planlægning. Jeg har nævnt det tidligere, men det kan ikke nævnes for tit. Vi har en skemalagt uge ud fra vores aktiviteter og jobs, så derfor er det vigtigt at der er styr på madplan og indkøb når vi kommer hjem, og skal hygge med børnene og også nå at lave god mad. Så hver torsdag laver vi madplan, og handler lidt ind fredag aften, eller lørdag formiddag. Så supplerer vi op med lidt frugt og grønt i løbet af ugen.
Og når vi nøjes med at handle ind 1-2 gange i ugen, så køber man heller ikke nær så meget. Hver gang vi er i SuperBrugsen, Fakta, Helsam, osv. så ryger der lige lidt ekstra i kurven, så det er med at begrænse antallet af gange man kommer ned i butikkerne!
Men fordi vi handler på den måde vi gør, betyder det også at vi ikke går efter tilbuddene, for vi kører kun i de butikker som har et tilfredsstillende økologisk udvalg. Så på den konto, kunne vi godt spare penge, og så alligevel ikke, for økologi er ikke så ofte på tilbud.
I forhold til hverdagen er det en befrielse at kigge på madplanen, og vide hvad der skal tages op af fryseren af kød, og så ellers bare lave det med de grøntsager som er indkøbt til retten. Det giver ingen stress, og når man kommer hjem er der igen styr på tingene.
Så hvis I vil forsøge at få en mere økologisk hverdag, så er det måske en idé, at forsøge at få planlagt jeres madplan og indkøb.
God fornøjelse.
Kommentarer & tips
Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.Super input, det tager jeg med i min hverdag. Jeg er dog stadig til madplanerne, så vi ikke skal "stresse" over det når vi kommer hjem.
Vi er ikke vegetarer, men jeg tror at vi vil forsøge at følge nogle af dine råd, det kunne være sjovt at se om vi kan udvikle vores kost med nogle af dine principper.
Så mange tak for din kommentarer.
MVh. Lars
Jeg er ikke til madplaner. Til gengæld har jeg altid et stort basislager i mit køkken. Vi snakker stort med stort S. Masser af lækre grøntsager fra aarstiderne.com, som danner basis for måltiderne. Jeg supplerer med bønner, linser, kikærter, tofu, æg, nødder, frø,mandler og kerner samt af og til yoghurt (jeg er vegetar, men spiser dog lidt fisk). Hertil kartofler, pasta, ris eller korn af forskellig slags. Og gode økologiske koldpressede olier.
Tallerkenfordelingen er ca. 1/2-del grønt, 1/4 protein og 1/4 'stivelse'.
På den måde behøver jeg kun gå på indkøb én gang om ugen. Alle tørvarer købes stort ind ca. en gang om måneden, leveret fragtfrit til døren, DET er supersmart.
Fordi grøntsager er af så god kvalitet, bliver maden næsten altid velsmagende - og stadig billig og sund.
Ved at være vegetar og selv lave al maden samt bruge alle rester, enten til madpakke eller til næste dag, så er det muligt for os at spise stort set 100% økologisk, selv om økonomien er meget lille.