Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
En kokasseagtig salat
04.02.2010, kl. 10:31, Alder: 211 dage, Set af: 1071 personer
Af:Anja
Nu hvor der ikke bare ligger en dyne af sne over landet, men også et liggeunderlag af is, så kan man nemt sukke efter de tider hvor alt var brunt og grønt, og ikke kun hvidt i hvidt. Jeg kan virkelig godt lide vinteren, og alligevel hopper mit hjerte en smule af glæde ved synet at lyset som er på vej, og fuglene som faktisk pipper en lille smule mere nu, end for nogle uger siden.
Jeg tror aldrig jeg har glædet mig så meget til foråret før, eller også tænker jeg sådan hver vinter, men glemmer det igen. Jeg glæder mig til varme, sol, små spæde skud som pibler op af jorden, og til at høre fuglene synge for alvor. Jeg glæder mig til åbne vinduer, luft, lange aftener og korte nætter. Og til at pakke mit vintertøj langt væk, brænde mine vanter og huer, eller bare gemme dem, og iføre mig små sko og jakker. Jeg er spændt på hvordan foråret føles efter sådan en heftig omgang vinter som vi oplever nu, om foråret virkelig vil være så forløsende som det føles når jeg længes efter det nu. Jeg tror jeg vil nyde det endnu mere i år, og minde mig selv om hvor heftig vinteren var, og virkelig indsnuse det og få foråret helt ind under huden.
Indtil det kommer, foråret, så spiser jeg salat. Jeg har det ligesom mange andre mennesker med at jeg spiser eller drikker det samme, dag ud og dag ind, i perioder. Lige for tiden er det råt og grønt, min krop trænger til en kærlig behandling for tiden, og hvis jeg virkelig mærker efter, så er det ikke lagkage, men grøntsager den sukker efter.
Så det får den. Blandt andet i kraft af den her salat som jeg har lavet de sidste par dage, til frokost, og er ikke blevet træt af den endnu. Den ligner mest af alt en kokasse med græskarkerner på, en dressing baseret på tahin og mandelsmør, klæder de færreste grøntsager, til gengæld smager det vidunderligt, så salaten tilgiver mig.

Brun & grøn salat
Salat af halv hoved økologisk hjertesalat
2 stænger blegselleri
½ avocado
½ æble
Dressing:
1 spsk Mandelsmør
1 spsk Tahin
Solsikkeolie
Urtekram krydderpeber (meget)
Citronsaft
1 fed hvidløg
Blend dressingen, og hæld over salaten, og drys med rigtigt mange græskarkerner.
Sprøde og knasende hilsner
Anja
Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
| Fandt ingen kommentarer til dette indlæg |
|