Søg på varenummer eller produktnavn

Børne-brændstof...

09.02.2010, kl. 08:33, Alder: 206 dage, Set af: 1069 personer

Af:Anne D

At smøre madpakker til mine 3 skønne døtre har altid været min opgave her i familien, en opgave som jeg har taget alvorligt og også klaret med glæde, omhu og hjertevarme, for jeg vil rigtigt gerne, at de får noget godt i maverne, der så kan give dem energi og overskud til læring, leg, sport og badutspring.

Det, der kommer i kasserne, skal være noget, der mætter på den gode måde, noget, der fylder i maven i mere end en halv time, noget, der kan være brændstof til et godt og aktivt børneliv. Det skal være groft og fyldt med lækre sager, der er gode for kroppen og så skal der være rigeligt af gnavegrønt og frisk frugt at nyde til.

Jeg nyder de dage, hvor der er friskt hjemmebagt brød at putte i, men det er der langtfra altid, det kan knibe med tiden og når det gør det, ja så har jeg ikke dårlig samvittighed over købebrød, for der findes efterhånden så meget lækkert, at det så rigeligt kan leve op til det jeg vil ha’ og så bruger jeg i stedet min energi på at finde og pakke, hvad der er af godt i skabene...




Lige fra børnene har været ganske små har også jeg brugt at komme kolde middagsrester med i madpakkerne.
Små stykker grøntsagstærte, kolde deller på halverede trægrillspyd, lidt kylling uden skind, kolde små kartofler med lidt lækkert salt til, en halv pirog, rester af den gode salat og hvad der ellers kan spises uden alt for meget gris og besvær.

Små bøtter har også været et must til nødder, rosiner, kerner af forskellig art, til sommerærter og små nyplukkede bær, til revet gulerod og måske en lille mundfuld koldskål.

Pålæg kunne man skrive en hel masse om, men i har garanteret alle et godt udvalg af jeres favoritter i køleskabet, men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at nævne de sandwich-spreads, der for en tid siden var med i kassen fra Urtekram.
Den med tomat og urter, og så lige lidt avokado ovenpå, namme-nam!

Tidligere havde pigerne et stort ønske om at deres madder var smurt på rugbrød, sådan er det ikke mere, nu er der oftest ønsker om pita, grovboller, tortillas og andet til at holde fast i pålægget. Og det får de så, i rå mængder men med hyppige skift, min store skræk er, at de pludselig får nok af mors madpakker og begynder at kigge sig om efter alternativer.

Det ville være trist, især for deres kroppes velbefindende...

I dag har vi hjulpet hinanden med at bage til den nye uges første dag, vi har leget ”hylden hen” og fået udryddet nogle smårester af dette og hint.

Opskriften blev kradset ned på en lille Post-It undervejs og da resultater blev rigtigt godt, vil vi gerne dele med jer andre, der har hang til godt hjemmebagt brød.



15 grove pålægsholdere:
5 dl koldt vand
¼ pk gær
1 spsk honning
1 tsk Himalaya salt
1 dl hytteost
150 g. fuldkornsdurum
100 g. fuldkornshvede
50 g. hvedeklid
Hvedemel  -  indtil dejen føles elastisk og stadig let fugtig.

Drys:
1 nævefuld græskarkerner
1 ditto 5-kornsflager
1 stor tsk urtesalt

Gæren opløses i det kolde vand sammen med salt og honning, og derefter æltes resten af ingredienserne i.
Brug god tid på at ælte dejen igennem, gerne 10-15 minutter og lad den derefter hæve et par timer under et klæde.

Slå dejen ned, ælt den igennem igen og form den derefter til små aflange brød, der flades let med hånden eller kagerulle.

Lad dem efterhæve mens ovnen varmes op til 210 grader.
Pensl dem med sammenpisket æg eller vand og drys dem med en blanding af hakkede græskarkerner, kornflager og salt.

Det er en fordel af hakke ovenstående sammen og blande det med saltet, inden det dryses på de små brød.

Bag pålægsholderne i ca. 12-15 min.
God ælte- og bagelyst... 


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
| More
 

Kommentarer

Viser resultaterne 1 til 1 af 1

onsdag, 24-02-10 15:55 - Lise Ørum fra Hvalsø

loe@de.dk

 

Uhm Anne, den skal prøves i weekenden til min teenager. Du laver de skønneste opskrifter... bliv endelig ved.


Skriv din kommentar

Fornavn *
Efternavn *
Email *
By
Udfyld disse *
 
Kommentar *

Nyhedsbrev

Urtekram International A/S  Klostermarken 20  DK-9550 Mariager  Tel: +45 98542288  Fax: +45 98542333  Email: infourtekram.dk