Øko-vennerne

Palacsinta...

Jeg havde engang en ungarsk svigermor, hende har jeg ikke mere, nu har jeg én fra Vestjylland, og hun kan i virkeligheden være lige så svær at forstå.

De to af mine svigermødre er begge stærke kvinder med solide rødder i hver deres hjemegn, meget ligefremme i deres kommunikation og også nogle drevne madammer ved komfuret.

De kan lave mad med saft og kraft, god solid mad fra hver deres del af verden, mad som ligger godt i maven og som i al sin enkelhed lader de gode smagsnuancer fylde.

Jeg laver ikke mad som de, jeg laver oftest mad fra min egen generation; mad, der er fattig på sovs og kartofler, og hvor der bliver kigget en del på næringsindhold og fedtprocent.
Men det har aldrig afholdt mig fra at suge til mig af deres kunnen, og flere af deres retter findes nu også i mit køkken i en opdateret udgave...



Den ungarske svigermor Maria hørte til i mit liv for mange mange år siden, det er over 20 år siden, at jeg sidst har set hende, ja faktisk ved jeg slet ikke, om hun stadig lever.
Men lige i dag har mine erindringer om hendes lille vimse figur og hendes rappe replikker med pusseløjerlige udtryk været meget levende for mig, der har lavet en af hendes retter til søndagseftermiddagshyggen.

Maria havde temperament for 2 og i sammenstød med mit, der nok ville være rigeligt for 3, gik bølgerne engang imellem temmelig højt mellem os, hun lod mig gerne vide, at jeg på ingen måde var god nok til hendes gude-søn, hun skældte og smældte for så fem minutter senere at kysse mig og nappe mig kærligt i kinderne og sige ”Nah okæ - så i orden da, du væl mæ i køkken?”

Og det ville jeg selvfølgelig, jeg har aldrig ladet mig skræmme af skrappe damer, og da slet ikke, hvis jeg kunne få lov til at lære nyt.
Så jeg ved, hvordan man laver ægte ungarsk gullasch, hvordan man gemmer stokke og rester af peberfrugter i fryseren for senere at koge dem med i brændende stærke gryderetter, jeg ved lige præcis hvor tør en pølse helst skal være og hvordan man laver syltede grøntsager...

Ind imellem lavede Maria også en stabel pandekager med et friskt og lidt sprittet fyld.
Jeg har ingen opskrift fra dengang, men har ind imellem lavet retten med base i de indre billeder og smagserindringer, som jeg har taget med videre ud livet fra hendes køkken.
Der gives ingen garantier for, at det er lige præcis sådan her, at retten bliver lavet i det ungarske køkken, men jeg tror ikke, at jeg er helt ved siden af, min udgave smager som jeg husker, at hendes gjorde.



Og i dag har jeg så skrevet ned, så jeg også kunne dele denne friske mundfuld med jer andre.

PANDEKAGER MED HYTTEOST, ROSINER OG MANDLER...

Pandekagedej:
3 æg
100 g sigtet speltmel
100 g hvedemel
50 g fuldkornsspeltmel
4 dl mælk/vand
1 dl øl
1 tsk kardemomme

Tilbered ovenstående som en vanlig pandekagedej og lad den hvile en halv times tid på køkkenbordet, før pandekagerne bages.
Det er ikke nødvendigt med ret meget fedtstof på panden og slet ikke til hver pandekage, bare en lille bitte smule ved hver 3-4 omgang.

Jeg fik 18 fine pandekager ud af ovenstående portion, kunne ha’ haft 19, hvis jeg ikke havde forsøgte at hækle kant på et barnevognstæppe samtidig.

Fyld:
125 g hytteost
125 g græsk yoghurt (du vælger selv fedtprocenten)
50 g rosiner
50 g mandler
Revet skal af ½ citron (selvfølgelig IKKE overfladebehandlet)
4 tsk rørsukker
Kornene fra en fed stang vanille

Hytteost og yoghurt røres med citronskal, sukker og vanille.
Mandler og rosiner hakkes groft og røres i cremen.



Og så er det ellers bare at hoppe ombord i det søde og friske.

Jeg har en fornemmelse af, at Marias rosiner og mandler havde fået lov at trække i lidt spiritus, men det springer jeg altså over her.

Tak for pandekager, Maria, og Egészségedre i den rom, der ikke kom på rosinerne...