Øko-vennerne

Hej Hirse. Farvel Hirse.

Brændt barn skyr ilden, sarte smagsløg skyr hirsen. Jeg bliver nok aldrig venner med den, hirsen. Den forrådte mig på det kraftigste i starten af 90´erne, hvor jeg var blevet den anbefalet af en studierådgiver, som et næringsrigt supplement til min SU kost af kogt bulgur med chilipulver. Jeg købte en hel pose og kogte en uspiselig grød, som uanset hvor meget sukker jeg pøsede på, var så bitter og afskyelig at jeg på trods af mit stramme budget var nødsaget til at smide den ud.

Alene af den grund har jeg sidenhen haft et temmelig anstrengt forhold til den. Man kunne indvende at den skulle have haft en chance til, at jeg kunne ha skyllet den for eksempel, for at rense nogle af bitterstofferne ud, men den bitre hirsegrød efterlod et uudsletteligt indtryk på min tunge som jeg aldrig har haft lyst til at gentage. Af uransagelige årsager er der alligevel sneget sig en pose hel hirse ind i mit køkkenskab. Måske har det været i et anfald af hukommelsestab i Brugsen at jeg har købt den, i håbet om at kunne bruge dette lille meget næringsrige frø i glutenfrit brød. Smagshukommelsen må været kommet tilbage, for den har ihvertilfælde fået lov til at stå uberørt i mit køkkenskab i virkelig lang tid. Lige indtil nu.

I mit store spireeventyr er jeg stødt på flere udsagn om at hirsen er fin at spire. Og da min nyvundne erfaring ud i spirerierne siger mig at alle spirer er lækre spirer, så satte jeg også en lille portion hirse over. Men ak og ve. Efter blot en dag med vand over sig, hvor alle de andre frø og korn svulmer af glæde og kaster deres livslyst ud som små nuttede hvide strenge, så er hirsen blevet sur. Virkelig sur. Sur som i ”hvis jeg lugter nok af mavesyre vil du så holde op med at vande mig” sur. Da jeg tog låget af bøtten med hirse bredte der sig den styggeste stank af opkast i køkkenet, og ligemeget hvor meget jeg pusler om den og skyller hirsen, så vil lugten ikke forsvinde. Nu står den der og stinker på mit køkkenbord, og breder sin dårlige stemning til resten af huset. Jeg tror den er uvenner med nabolinserne, og genboen kikærterne sender den også stinkbølger mod. Jeg aner ikke hvad der skal til for at gøre den glad, men jeg har ikke lyst til at lade den slippe så let.

Måske har den mærket alt den dårlige energi jeg har sendt dens vej i nu næsten 20 år, og nu står den der og minder mig om at alt hvad man sender ud, får man lige lukt tilbage i fjæset, eller næseborene i dette tilfælde. Kan man mon elske en hirse glad?  Da dræbersnegle epidemien var på sit højeste her i Danmark læste jeg en artikel om en mand som havde elsket sine dræbersnegle ud af hans have. Han havde lavet en aurategning over sneglene, og fundet ud af at de kom for at få kærlighed. Så det gav han dem. Ikke som i kys og kram, men han satte sig ned og mediterede på sneglene, og sendte dem masser af sweet sweet love, og så forsvandt de. Nok ind til den sure nabo, men det er også uvæsentligt, det væsentlige er at de forsvandt fra den elskende mands have.

Hvordan får jeg nu lavet en aurategning af hirsen, og er den i virkeligheden ikke blevet så sur og bitter nu over alt den manglende kærlighed at jeg bare skal lade den gå, uden yderligere forsøg på forsoning. Det er tunge sager man kommer til at tumle med når man begiver sig ud i spiringen, aurategninger, kærlighed og karma. Nu prøver jeg at give det den kolde skulder i en dags tid, og så må vi se om den ikke arter sig, og ellers er der jo altid den ultimative trussel jeg kan trække frem af ærmet: Komposten!

Kh Anja