Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

En sprød lille påskekage...

29-03-2010, kl. 13:35, Alder: 2 år, Set af: 1642 personer

af Anne D.



For nogle uger siden besøgte jeg en herlig veninde i Ålborg, og efter et hurtigt raid i byens lækre butikker kaldte eftermiddagshyggen hjemme i de lune stuer og vi kunne let blive enige om, at der måtte sødt med hjem, kager og den slags.

Hurtigere end hurtigt bar vores fødder os i retning af lækkeributikken Penny Lane, der er leveringsdygtig i ALT hvad hjertet måtte kunne begære af både sødt og salt og ganeforkælende.

De knitrende cellofanposer med den ene og den anden slags småkager lokkede os, og da mine øjne faldt på en lille label, der fortalte om polenta og orange, ja så vidste jeg, at her stod mine favoritter...

De små kager i sprøde og mundrette bidder smagte af sydens sol og varme, de var perfekte til både te og kaffe og lur mig om ikke også de ville ha’ været forrygende til en lille skål lækker blød is.

Jeg klarede at fortære næsten hele posen alene, kage efter kage forsvandt og hver eneste gang, at jeg tyggede sammen om en af dem, fulgte et lykkeligt Uhhhmmmm.

Nu bor jeg til hverdag ret langt fra Ålborg, kan ikke lige smutte forbi og hente en portion af lækkerierne, så derfor har jeg trukket i bagetøjet og forsøgt mig med egne af slagsen.

Måske kunne jeg ha’ kontaktet Penny Lane og vredet en opskrift ud af dem, men så havde det jo været deres og derfor ikke til deling her på bloggen og desuden var det også en udmærket lille mandagsudfordring til sådan et heldigt feriebarn som mig...



Sprøde polentasmåkager med orangestrejf  

150 g blødt smør
150 g lys muscovado
2 æg
250 g majsgryn
100 g hvedemel
75 g fuldkornsdurum
Fintrevet skal og saft af 2 ikke-overfladebehandlede appelsiner

Smør og muscovado røres grundigt og herefter kommes æggene i ét af gangen.
De forskellige meltyper røres i og til sidst tilsættes saft og skal fra appelsinerne.

Dejen sættes i små toppe på en bagepapirsbeklædt bageplade med to teskeer, toppene skal ikke være større end en medium hasselnøddekerne.

Bag kagerne ved 200 grader i 8-12 min alt efter ovn.
De skal være lyse med gyldenbrun kant.
Afkøl kagerne på rist, så de bevarer sprødheden og vent med at komme dem i kagedåse til de er helt kolde.

Hvor mange der bliver af portionen ved jeg ikke, da bagningen stadig er i gang, men der bliver rigtigt mange små kager, det er jeg sikker på.
100 måske.


God bagelyst og god påske

Anne... 


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.

Der er ingen kommentar til denne opskrift endnu.

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011