Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

Mit liv som kanin

12-04-2010, kl. 09:27, Alder: 2 år, Set af: 1022 personer

af Rebecca

Eller måske snarere som gorilla. Jeg spiser nemlig råkost. Meget råkost. Jeg har gået rundt om den rå grød i månedsvis, med masser af teoretisk skepsis. Men så fik jeg forvildet mig ind på det københavnske spisested 42Raw og fik skøn rå salat, frydefuld smoothie og yummi rå kage. Kogebogen ’Raw food’ havnede også på mit natbord. Og min kæreste satte trumf på ved at komme hjem fra en konsultation hos en dygtig kinesiolog, som anbefalede raw food som en hjælp til mere vitalitet.

Jeg har været meget bekymret over, om jeg nu kunne holde varmen uden varm mad. En stor bekymring for en kuldskær type, som sover med varmepude OG dunfutter (sig det ikke til nogen). Imidlertid læste jeg, at det er mere komplekst end som så; populært sagt, så får du umiddelbart varmen af varm mad, men glæden er kun kortvarig, så bliver du kold igen – og kommer ligesom ikke videre.

Så nu spirer alting, både i min have (primært brændenælder og skvalderkål) og på mit køkkenbord. I min 4-etagers spirebakke ligger røde linser, lucernefrø på to forskellige stadier og mungbønner – alle spirer de derudaf. Som nabo har spirekolonien et lille tårn af kulørte porcelænsskåle dækket af små hvide keramiktallerkener. De rummer et delikat udvalg af nødder, frø, kerner og mandler samt lidt tørret frugt. Alt sammen separat. Ved at lægge i blød sættes spiringsprocessen i gang, og du undgår, at fødevarerne virker syredannende – dvs. du kan bedre optage næringsstofferne og dine tarme klapper i deres små villi.

Og så laves der råkost til den store guldmedalje. Ikke morgen, men middag og aften. Jeg snitter, renser, skærer, hakker, river, skræller, blender og blander et væld af lækre grøntsager.  Derefter kommer det aller vigtigste. Jeg tygger, tygger, tygger, tygger og tygger (gentag ’tygger’ ca. 30 gange pr. mundfuld – gerne mere). Smagsoplevelserne er vildt intense, når bare jeg tygger. De bliver ikke serveret på et sølvfad fra duftende gryder og pander, men hvis jeg gør mit tyggearbejde godt, så breder der sig en sanseoplevelse i min mund, som er en grad højere, end hvad varm mad kan byde på.

Morgenmaden er en smoothie med frosne bær, banan, nøddemælk, proteinpulver og Udo’s Olie plus det løse.

Frokost og aftensmad står i grøntsagernes tegn, suppleret med spirer, oliven, avocado, nødder, frø, kerner og mandler.

Jeg er mere frisk, vital og klar i hovedet, end jeg plejer. Min krop føles lettere, og min mave er ikke så ballonagtig. Aftensmaden skyder mig heller ikke i sænk i sofaen. Skulle der ryge et par kilo af også, så brokker jeg mig ikke. Smiley Da jeg i forvejen har spist overvejende vegetarisk (dvs. bortset fra lidt fisk/skaldyr) og kun bruger meget lidt mælkeprodukter, samt er stor fan af frugt og grønt, så er det ikke noget revolutionerende skridt at gå rå. Inspirationen til at bruge mere rå grønt og lade alting spire er i hvert fald noget, der er kommet for at blive i mit køkken.

Men jeg har liiiiiiidt svært ved at styre min sukkertrang. Ikke fordi der er noget nyt i dét. Men jeg er ikke blevet klar på proteinmysteriet; hvor meget protein har jeg rent faktisk brug for.  Det er i hvert fald som om, at jeg mangler mit daglige proteinindtag, som er vigtigt for at holde min sukkertrang i snor. Men lad se, jeg giver det lidt tid. Det kan være jeg finder en god balance ved at inddrage lidt hummus og tofu.

Èn ting er sikkert; det er HELT individuelt, hvorvidt mennesker trives med den ene eller anden kostform. Det afhænger af køn, alder, klima, gener, cyklus, årstid, livsomstændigheder, stofskiftetype, syre-base-type, måske også blodtype og sikkert også en masse andet.

Vi slutter med lidt pics af de rå hverdagslækkerier. 





Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.
Rebecca Persson sagde...
Til Linda;
af og til er kakaonibs på tilbud hos den skønne webshop helsemarie.dk. Tilmeld dig nyhedsbrevet.
Hos helsebasen.dk kan man få fri levering ved samlet køb over 450,-

Til Dorte;
Tak for links, det glæder jeg mig til at se nærmere på.
Skrevet d. tirsdag, 27-04-10 21:25
Dorte Kjær sagde...
Hej Rebecc
www.therawtribe.dk, her står der en masse spændende, men det var på deres facebook jeg fandt linket.
Du skal bladre et stykke tilbage, der er flere interviews og der står faktisk en del spændende.
Jeg er også lige kommet på www.rawfooddenmark.ning.com, en chatside hvor man kan udveksle erfaringer.
Min e-mail er dorte@ik.dk.
Kh Dorte
Skrevet d. mandag, 26-04-10 11:52
Linda Østergaard sagde...
Inspirerende blog. Hvis du har flere opskrifter, må du meget gerne dele dem. Jeg er nemlig simpelthen så idéforladt, når det kommer til indbydende og anderledes salater. Men tak for et skud kaninføde. Køber du i øvrigt ting som kakaonibs online? Overvejede blot om det var billigere.
Skrevet d. fredag, 23-04-10 09:49
Rebecca Persson sagde...
Tak for kommentarerne. Jeg vil da vældig gerne se det klip om protein, men jeg har ikke din e-mailadresse. Kan du evt. skrive linket som svar her på bloggen?
Til Julie, ja jeg vil gerne dele nogle opskrifter. Jeg har en del gange taget udgangspunkt i opskrifter fra bogen 'Raw Food', som jeg så transformer lidt, alt efter dagsform og køleskabets indhold.
Men til en start kan du prøve at ultra-fintsnitte forskellige slags kål - rigtig flot med rødkål, blomkål og grøn spidskål/sommerkål - og tilsætte kokosmel/rå kokoschips samt på kakoa nibs, det hele selvfølgelig helst økologisk (det smager også bedst). Evt. lidt citron og olie over. Det smager næsten som dessert.
Der er bl.a. en skøn salat med fintrevet rødbede, iblødsat tang og ingefær-chili dressing i bogen.
Grønne salater, avocado, salatgrønt (agurk, peberfrugt, tomat, radise), lidt fintsnittet kål, (iblødsatte) solsikkekerner, oliven, god dressing, evt. krydderurter er jo altid godt,
ELler prøv rødbede og æble med peberrodsdressing.
Skrevet d. tirsdag, 20-04-10 12:29
Dorte Kjær sagde...
Hej Rebecca.
Hvor sjovt at læse, det er næsten som at hører mig selv. :-)
Er også igennem samme proces, og jeg har fundet en del hjemmesider og facebook grupper som jeg får en del information ud af.
Der er også et videoklip af en der fortæller om protein, hvis du er intersseret så send mig en e-mail, så kan jeg sende nogle link til dig.
Håber at hører mere fra dig
Kh Dorte
Skrevet d. tirsdag, 13-04-10 15:54
Julie StressStories.blogspot.com sagde...
Super spændende! Er det sådan at du vil dele lidt opskrifter herinde? Spiste selv en stor andel råt, men grundet forskellige private ting er det gået lidt ned ad bakke. Men er på vej ud i flere rå eventyr nu hvor alting er grønt og lækkert, så kunne være fedt med inspiration :-)
Skrevet d. mandag, 12-04-10 11:26

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011