Øko-vennerne

Fællesskabet

Det er utroligt sjældent jeg kan sidde stille en søndag morgen, drikke en kop te og kigge ud af vinduet. I dag har jeg muligheden, min søn besøger hans bedstemor, og min mand bygger halmhuse i Tyskland. Det lyder meget kausal, bare sådan, at han bygger halmhuse i Tyskland. Det er også i dag han kommer hjem igen, for en uge siden da han tog af sted, og de første mails begyndte at tikke ind fra ham, om fantastisk vegansk mad, gruppekram, fællessange om kærlighed til jorden, var jeg helt oppe og køre over alle de utrolige oplevelser han ville komme til at få dernede. De sidste par dage har jeg kunnet spore en afmatning i hans mails, man bliver træt når man er på kursus i en hel uge, og han glæder sig nu, ligesom jeg, til at han kommer hjem.

Kurset bliver afholdt i Sieben Linden, et lille tysk økosamfund, hvor man for eksempel ikke må bruge sin mobiltelefon. Min mand har måtte gå udenfor området for at sende smser om sin færden, når de to computere på deres fællesbibliotek med internetforbindelse har været optaget. Kurset hørte han om igennem organisationen Landsorganisationen for Økologisk Byggeri (LØB), han søgte om at komme med, og fik en af de 21 pladser, som er spredt ud på folk fra 13 lande. Sjovt nok, så havde deltagerne ingen problemer med at nå frem selvom askeskyen lå tungt over Europa da kurset startede, det var nemlig Sieben Linden selv der havde stået for at få folk transporteret derned, og som ægte økologer, så var det naturligvis planlagt med tog og færger, og ikke fly. Derfor kunne en hel masse flippere (min mands ord, ikke mine) nemt rejse til deres destination, mens resten af verden sad i lufthavne og ventede.

Selv var jeg i Hertha i Herskind fredag aften. Hertha er et lille levefællesskab med udviklingshæmmede, hvor byggeriet hovedsageligt er antroposofisk inspireret. Jeg var dernede fordi Landsorganisationen For Økologiske Samfund (LØS) holdt årsmøde, og da jeg er nyt medlem var det en fin måde for mig at blive introduceret til de andre repræsentanter for økosamfundene her i Danmark. Og det var helt vildt inspirerende at høre om hvordan der virkelig er gang i økosamfundene i Danmark. Dejlige ildsjæle med masser af smukke idealer, det er så skønt at der er så mange som vælger en anden vej. Som vil bygge uden gæld, passe på naturen, dyrene og hinanden. En stor del af det at bo i et økosamfund er naturligvis fællesskabet. Jeg troede det ville være nemt og dejligt, det er også dejligt, men det er ikke altid nemt. Der er mange udfordringer i det at skulle blive enige, om selv bitte små ting, for selvom der er demokrati, så er det sjældent at beslutninger bare bliver truffet med en afstemning. Alle skal høres, alles meninger tages alvorligt, og selvom vi alle sammen har valgt at bo det samme sted, så er vi alligevel meget forskellige. Min udfordring for tiden er at hylde den forskellighed, det er interessant at opdage om en selv at man måske egentligt helst ville være diktator, et temmelig kedeligt karaktertræk må jeg indrømme. Der er helt sikkert en grund til at jeg er endt her, hvor selv de mindste beslutninger skal diskuteres så meget at jeg til sidst sidder og hopper på stolen, og undrer mig over om de ikke hørte hvad jeg sagde. For nu havde JEG jo talt, og så var det jo bare at gøre som JEG havde sagt. Very charming indeed.

Mødet med alle de andre repræsentanter for økosamfundene i Danmark fredag aften, fik mig til at se at det er vidunderligt at alle har deres egne idéer om hvad der er det gode liv for dem, og sådan er det naturligvis også her hvor jeg bor i Andelssamfundet i Hjortshøj. Min mand så på den Blå Avis at der var nogle der ville forære et værkførerhus væk. Sådan et som man ser stå i fabrikshaller, af glas, hvor værksføreren kan sidde og holde øje med produktionen. Vi har joket meget med at vi skulle hente det, og sætte det op på vores tag, så kunne jeg sidde deroppe og holde øje, og råbe i en megafon og kommandere rundt med folk. ”Hus nr. 7, ingen kørsel på stierne!”, ”Hvad er det for et isoleringsmateriale, det ligner da ikke træuld?”, ”Har I været i LIDL og handle? Om igen”.

Der er meget at lære, det med økologien og idealerne har jeg rimelig meget styr på, men fællesskabet skal jeg arbejde med, og det er rigtigt godt og sundt for mig. I Hertha fredag aften blev der sagt så mange kloge og fine ord om kærlighed. For i bund og grund er det jo det som det altid handler om, hvis man er i stand til kærligt at favne ens egne uperfekte sider, så kan man også nemmere rumme de andres.

Vi har talt om vi har plads til værkførerhuset i vores stue, så kunne vi skiftes til at sidde derinde og bestemme, og uddelegere ordrer. Men det er svært at modtage kys og kram når man sidder isoleret i et glasbur, det kan godt være man har magten og retten til at bestemme, men det er også ensomt og koldt at sidde derinde. Om igen Fru Diktator, livet er skønt og smukt, og det du nærer giver du liv. Nu vil jeg gå ud og vande fællesskabet og forskellighederne, så der er plads til at være hvem man er, uden at man får en megafon i nakken når der er uenigheder.

Kh Anja