Øko-vennerne

Poesi i Hverdagen

Indtil jeg blev mor for 10 år siden gik jeg altid rundt med mit pas på mig. Det gav mig en følelse af frihed, og af at kunne rejse hvorhen jeg ville, på hvilket tidspunkt jeg ville. Jeg har i mange år levet ud fra devisen om at man skal kunne have hele sit liv i 2 kufferter, en til hver hånd. Så kan det godt være at man er nødt til at efterlade hele sin tegneserie samling derhjemme når man drager af sted, men man skulle aldrig være mere bundet af materielle ting end at man kunne forlade dem på et øjeblik. De ting du ejer, kommer tit til at eje dig, og den frihed du følte da du købte alle krystalglassene, er måske en illusion skabt af egoet, for hvordan får man glas for 20.000 kr i en kuffert, og endnu værre, hvordan forlader man dem?

Min længsel efter den ultimative frihed var i virkeligheden skabt af en frygt for stagnation. Hvis jeg ikke længere kunne se det skønne der hvor jeg var, så kunne jeg altid rejse min vej, ud på nye eventyr, væk fra tomgangen og dagligdagen. Som det sker for de fleste når de bliver forældre, så indser man ret hurtigt at det nok ikke er den sundeste tilværelse for et lille barn. Børn elsker gentagelser, det trygge og nære i genkendeligheden. Man kan sagtens skabe trygge børn, som er vant til omskifteligheder, for mig var der bare en meget god pointe i at slå mig til ro med min søn, og hans timing var perfekt. Indtil jeg fik ham havde jeg flyttet virkelig mange gange, boet i flere lande, været i gang med flere uddannelser og var altid på vej et nyt sted hen.

Nu hvor jeg så nogens mor, og skal få en hverdag til at hænge sammen med fodbold, madpakker, karate, indkøb, legeaftaler, overnatninger, opvask og støvsugninger og alt det ind imellem, så går jeg og øver mig i at finde eventyret i hverdagen. Livet med børn er jo temmelig eventyrligt i sig selv, lige pludselig har de overtaget stuen med deres Lego, som de ellers forsvor for en måned siden at de nogensinde ville komme til at lege med igen. Så er det pludselig noget af et eventyr bare at komme ud og tisse om natten. Man må springe fra punkt til punkt i stuen, for at undgå at ens bare fødder bliver spiddet af det hårde skarpe plastik.

 

Nogle af de tricks jeg bruger for at genopdage det nye i hverdagen, er at lægge nøje mærke til detaljerne. Det kan være en smuk sky, en kram der varede lidt længere end det plejede, en fin blomst, en tyk brumbasse, smukke ord på en væg, et strålende smil fra en man ikke kender, en blød mule på hest på vej til skole. Der er masser af eventyr og magi i dagligdagen, det handler bare om at åbne op for det. Grunden til alle disse ord, er ganske simpelt en kop vidunderlig jasmin te fra Urtekram. En enkelt kop te kan starte en hel tankerække om hvor fint og blidt livet er, hvis bare man åbner op for at se det og smage det.

Her hvor jeg bor, bor der en dejlig ældre mand der hedder Verner. Verner kunne jeg fortælle mange historier om, men lige nu vil jeg nøjes med at fortælle at Verner laver skilte til Andelssamfundet, og at Verner også skriver Haiku digte. Han fortalte min mand forleden, at han var så glad for at have lært at smse, for så kunne han sende Haiku digte til sine børn og børnebørn på sms, for til smsformen passede de så perfekt. Verner har lavet det her skilt til en bogruppes pilerensningsanlæg. Pilen renser spildevandet fra toiletterne, og som om det ikke var poetisk nok, så har Verner også lavet et fint skilt og sat op. Med tekst i Haikuform naturligvis.

Der er digte udenfor din hoveddør, de venter bare på at blive læst, umiddelbart ser de måske ikke ud af så meget, men de er der, de kan tilføje din dagligdag en helt ny dimension, og man behøver ikke rejse jorden rundt for at finde dem. Du kan starte helt enkelt med en kop te.

Kh Anja