Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

Pesto af Ramsløg

27-05-2010, kl. 13:42, Alder: 2 år, Set af: 1577 personer

af Anja

Selvom ramsløgnene nu er gået i blomst, så kan man sagtens plukke dem alligevel og lave fantastisk pesto. Blomsterne kan man bare spise, eller lave vidunderlige buketter af. Vi har fyldt vores hus med fine hvide buketter, og vores køleskab med den mest fantastiske pesto.

Tjeck bladende for snegle. På vores ramsløg sad der mange små snegle, det fik straks vores søn til at lave små sneglehjem, fordi de var for nuttede til at sætte ud. Selvom han var lidt bekymret for hvordan de nu fik et større sneglehus når de ikke kunne gå rundt i naturen for at finde et.



Efter at bladende er vasket, så blend dem blot med den olie du godt kan lide. Jeg vil gerne blande, og bruger både oliven, solsikke og hørfrøolie. Put de nødder eller kerner i du holder mest af, solsikkekerner er dejligt, og tilsæt lidt salt. Husk at i denne pesto behøver du overhovedet ikke hvidløg. Vi har lavet rigtigt rigtigt meget, og også frosset det ned. Det kan man sagtens.



Udenfor vores badeværelsesvindue har vi en fuglerede. Jeg ved ikke hvad de hedder, de er små, brune og runde og siger ”tjirp, tjirp, tjirp” døgnet rundt. De har bygget rede ved vores afløbsrør, og jeg har prøvet at tage et billede af dem, men det lader sig ikke dokumentere særligt godt på kamera. Når man bader eller tisser, kan man høre dem hele tiden. Ungerne der tjirper løs, og tit sidder der en mor eller far fugl, med uglede fjer og søvnige øjne og tjirper med på nedløbsrøret.

Indendørs får vi besøg af KÆMPE brumbasser, normalt gør de mig ikke noget, men de her er så store at jeg kommer til at gyse lidt over dem. Jeg tog mig selv i at stå og sige ”mismismis” til én tidligere i dag, for at kalde den hen til den åbne dør så den selv kunne finde ud. Så store er de altså, næsten på størrelse med en kattekilling.

Dem fik min søster i øvrigt 7 af forleden dag, 7 smukke majkatte. Foråret er vidunderligt, jeg ville ønske jeg kunne putte det på flaske og tage det frem i november. Jeg har puttet en lille smule forår i min fryser, i form af ramløgpesto, nu må vi se om det holder helt til vinteren, eller om det bliver spist inden.

Godt forår,

Kh Anja 


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.
Linda Østergaard sagde...
Ramsløg dufter simpelthen skønt. Jeg har netop købt dem på Farmers Market, men jeg har endnu ikke fået lavet pestoen. Jeg vil bruge din opskrift, for den lyder smadderlækker. Smart det også kan fryses.
Skrevet d. onsdag, 09-06-10 12:33

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011