Øko-vennerne

Hvad har Helena Christensen og mig tilfælles?

Udover det åbenlyse, at vi begge to er kvinder, danske, og har samme kropsmål, så er vi også begge to Soccermoms. Så vidt jeg har forstået, så går det vist bare ud fra at man har et barn der går til fodbold, men det er åbenbart så stor en ting at det kræver sin egen betegnelse.

Jeg tænkte lidt over alle de ligheder Helena C. og jeg har, da jeg fredag aften stod i regnvejr, på en fodboldbane i Søften, og så på en hel masse små drenge der piskede rundt efter en bold. Til selskab havde jeg nogle brølende fædre, der stod og råbte ting som ”Godt kæmpet”, ”Temposkift”, ”Spil Andreas, spil Andreas”, og ”For fanden den dommer ser da heller ingenting”. Og det er en ting der efterhånden er gået op for mig, efter at have overværet en del kampe. Dommerne kan tilsyneladende aldrig deres job. Jeg ved ikke hvad man kunne gøre for at afhjælpe denne situation, om man kunne leje nogle bedre, eller om man skal ha fat i dem der uddanner dem, men så vidt jeg kan høre, så er det et stort problem. Det er noget mange soccerdads godt kan stå og bande over, når deres poder pisker rundt efter et stykke læder med luft i, og jeg tænker at måske har det ikke så meget med dommeren at gøre. Måske er dommeren egentligt okay, men fædrene bliver mindet om deres egen utilstrækkelighed, når deres børn ikke lige får scoret, og det må være en eller andens skyld. Det er nemt at skyde skylden på andre, og det giver en følelse af sammenhold på tilskuerrækkerne. Men det er ikke særligt konstruktivt, eller udviklende. Jeg tror jeg tager en kande te med næste gang og prøver at få en dialog i gang med fædrene omkring dette emne…

Eller også så lader jeg være, og så laver jeg bare i stedet denne fantastiske linsesalat, som jeg medbragte til en stor rollespilsfest min familie og mig var til i lørdags. Festens tema var Titanic, vi havde på forhånd fået tilsendt vores roller, og vi bar hver især på en hemmelighed, som vi så skulle prøve at gætte hos hinanden. Min rolle var at jeg var en enke, som havde arvet en masse penge efter min afdøde mand. Jeg rejste på 1. Klasse, elskede komplimenter og min store hemmelighed var at min mand var død på bryllupsnatten. Af bryllupsnatten. En hemmelighed der ikke var svære at gøre troværdig, fordi jeg kom til at rødme helt vildt hver gang der var nogle der spurgte til hvordan min mand var kommet af dage. Fantastisk dag, med masser af selskabslege, børn der legede, og muntrede sig over deres roller og de udklædte sære voksne.

Til fællesbuffeten skulle vi hver især tage en ret med, og vi medbragte altså denne vidunderlige linsesalat.



Linser ala Titanic 5 dl Belugalinser*, kogt i passende tid

½ kæmpe rødbede, rå og i tern
1 rødløg, rå og i tern
1 æble, rå og i tern
Dressing
Balsamico eddike*
Honning*
Olie, jeg brugte raps og solsikke*, men alt kan gå
En hel masse stødte korianderfrø*
Salt+Peber*

*=Urtekram produkt

Bland dressing først, put derefter resten i, og lad trække et par timer. (Eller lad være, og spis med det samme, uanset er den dejlig).

Som drys ristede jeg græskarkerner i Tamari ved lav varme på panden.

God fornøjelse, salaten er også god selvom man ikke er udklædt.

Kh Anja