Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

Komplet Kompot

18-08-2010, kl. 08:53, Alder: 1 år, Set af: 1149 personer

af Anja

Som jeg tidligere har skrevet, så har Jacob Martin Strid en stor plads hjemme i vores bogreol. Faktisk tror jeg næsten det er ham vi har flest bøger af. I går rensede jeg, jeg ved ikke hvor mange bønner, og dampede dem for at fryse dem. Det bugner nemlig med bønner på vores grøntsagsmarker lige nu, og de er meget dejlige at have når vi nu om ikke så længe går ind i rodfrugtesæsonen.



Da jeg var på vej til at putte bønnerne i fryseren, opdagede jeg at den var fyldt med rabarber. Jeg havde glemt at jeg havde plukket og renset en masse, da jeg var med min mor i hendes hus i Sverige i det tidlige forår. For at gøre plads til bønnerne måtte jeg stille noget op med rabarberne, så de blev kogt til kompot med hyben fra sidste år jeg også fandt, og en lille pose levn fra ribsesæsonen.

Da jeg stod og kogte kompot tænkte jeg på hvem der mon ville få glæde af den. Og jeg kom derfor til at tænke på dette rim af Jacob Martin Strid fra bogen ”Min Mormors Gebis”:

”Araberkomplot!
Araberkomplot!
De stjal min mors rabarberkompot           
Komplet komplot
De åd det råt
Det måtte de egentligt også godt”


Som barnet i rimet, tænkte jeg at min søn nok heller ikke ville protestere hvis der var nogen der stak af med den kompot jeg lige havde lavet. Derfor blev jeg vildt overrasket da han i morges bad om at få en bid af min bolle med kompotten på, og bagefter spurgte om han ikke bare måtte spise resten af den. Hurra! Det gode eksempel havde sejret! Ikke at det død og pine er nødvendigt at min søn spiser rabarberkompot, men det er så godt at smage og få fortalt hvor tingene stammer fra. Rabarber og ribs fra Sverige, hyben fra Holstebro og vaniljestænger fra Madagaskar.



Kompotten blev bare kogt med de forskellige typer sukker jeg lige havde i skabet, og et par vaniljestænger. Bønnerne kom i en gryde der passede dem bedre, og blev dampet og blev pakket i fine poser og frosset.

Mit all time favourite rim af Strid er dette:

”Alis far har overskæg
Og knipser så det smælder
Min er skaldet som et æg
Til gengæld har han deller”

Det er fra bogen ”Mustafas Kiosk”, og i vores hjem laver vi mange hjemmelavede variationer over det. ”Jeg ved godt jeg har dårlig ånde, til gengæld har jeg sure tæer”, ”Det kan godt ske at det her brød er klistret i midten, til gengæld har vi glemt at købe pålæg”, ”Jo jeg kan godt se det regner når du skal til at gå ned til skolen, til gengæld stormer det”. Variationerne er uendelige, præcis som med en kompot.

Komplet komplot.


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.

Der er ingen kommentar til denne opskrift endnu.

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011