Øko-vennerne

100 % økologisk indkøbskurv eller ej?

Diskussionen blandt vores bloggere om, hvor meget økologi, der ryger i indkøbskurven er meget spændende at følge for en professionel økolog som mig. Selvfølgelig følger jeg med i de mere officielle meldinger om, hvilke økologiske varer, der sælges mest af og hvorfor forbrugerne gerne køber mælk og havregryn økologisk, men ikke så tit kød. Endnu! Det er bare rart nogen gange at komme ned fra helikopteren og så komme helt tæt på, hvad der får den enkelte forbruger til at vælge økologien til og fra lige i det øjeblik, hvor de står med indkøbskurven.

Læsningen af debatten på bloggen fik mig til at overveje, hvor stor en procentdel af min egen husholdning, der egentlig er økologisk. Jeg er jo passioneret økolog og min umiddelbare opfattelse af mig selv, er at jeg køber ALT økologisk. Alt i god kvalitet vel og mærke! Og deri ligger jo så allerede en begrænsning.

Når økologien er en professionel del af ens liv, er der jo virkelig ingen undskyldning for ikke bare at købe løs af de økologiske varer. Og den måske allermest almindelige undskyldning om, at økologien er for dyr, bider da heller ikke på mig. Det giver faktisk rigtig god mening for mig, at økologien er lidt dyrere. Men så er der jo alle de andre undskyldninger, som fylder en smule mindre i billedet. Det er sådan nogen som, at det er besværligt at få fat på, vareudvalget er for lille, holdbarheden kan være kortere, ringere smag osv. osv. Og der skal ikke være tvivl om, at jeg sagtens kan sætte mig ind i, at disse undskyldninger kan fylde mere eller mindre og være med til at reducere de økologiske indkøb. I virkeligheden, tror jeg dog bare, at økologi er et valg. Og med det valg følger nogle udfordringer eller begrænsninger, der er større eller mindre alt efter indkomst, bopæl, livsstil mm. Det kommer dog til at lyde rigtig frelst, kan jeg godt se. Og er jeg så det? Mere frelst og økologisk end den almindelige dansker, fordi jeg arbejder på Urtekram? Eller vælger jeg også økologien til og fra som det nu passer bedst, om den ene undskyldning eller udfordring nu er til stede?

Når jeg køber fødevarer er det stort set 100 %, der er økologisk. Økologien er mit pejlemærke, og jeg synes, at jeg passer bedst på min krop ved at være meget konsekvent her. Ja, jeg får decideret dårlig samvittighed, hvis jeg engang imellem vælger konventionelt, når jeg handler ind, hvilket jo er noget pjat. Især fordi jeg gerne vil indrømme, at jeg slet ikke tænker på økologien, når jeg står i køen til ParadIS. Der tænker jeg kun på, at de laver verdens bedste lakrids-is. Det er ligesådan, når jeg går ud og spiser på restaurant. Der er det oplevelsen og det gastronomiske niveau, der tæller. Ikke om restauranten anvender økologiske råvarer.

F.eks. køber jeg også meget sjældent økologisk tøj eller andre økologiske tekstiler. Jeg har tænkt meget over, at jeg burde. Især efter af Anja, der også blogger herinde, åbnede hendes butik Palace lige i nærheden af, hvor jeg bor i Århus. Men det er aldrig blevet til noget, selvom jeg har kigget vinduer flere gange og også været inde i butikken. Hendes lækre, økologiske tøj er dyrt, men ikke dyrere end det tøj jeg ellers køber. Måske er det bare det, at der ikke lige har været noget, jeg faldt for som jo tit er det afgørende, når man shopper tøj. Jeg burde bare gå derind lidt oftere, og se om der er noget som frister, men det har jeg så valgt ikke at gøre.

Et andet stort område, hvor økologien virkelig begynder at slå rødder, er inden for hudpleje. Snakken om de hormonforstyrrende stoffer og andet skrammel er gået rent ind hos mig. Jeg tør simpelthen ikke lade være med at bekymre mig om mine plejeprodukters ingredienslister. Men 100 % økologi er vist alligevel ikke en helt ærlig tilstandsrapport, det nærmer sig nok de 80 %. Jeg kan simpelthen ikke sige mig fri for at fravælge alt kemi, når jeg står med fladt mandagshår eller vipper, hvor den naturlige mascara drysser af efter få timer. Men når jeg vælger skønne produkter til kroppen er det, økologi eller ej, altid med luppen fremme, så sikrer jeg mig, at jeg går fri for de værste syndere. 

Så alt i alt nej, jeg må konstatere, at jeg hverken er hellig, frelst eller 100 % økologisk forbruger. Det er nogen gange meget rart med et realitetstjek. Nu har jeg i hvert fald fundet mine udfordringer ift. at handle økologisk. Det handler ikke om pris, tilgængelighed eller andre af de alm. forbehold. Det handler faktisk om, at jeg skal tage udfordringen op og gøre endnu mere for at gøre økologien til mit pejlemærke, også uden for supermarkedet.