Auberginegryde med bacon og couscous
09-10-2009, kl. 08:57, Alder: 3 år, Set af: 1646 personer
Her kommer der en ”ryd køleskabet ret”. For en uge side valgte jeg resolut, at der ikke skulle handles ind, før mit køleskab var tomt. Selvom det nogle gange kan ende i nogle ganske kedelige retter, så var det ikke tilfældet denne gang. Retten er med couscous, fordi jeg bare elsker disse små gryn, som er super nemme at tilberede.
Opskrift til auberginegryde med bacon og couscous
Ingredienser:
1 aubergine i halvstore tern
1 lille squash i halvstore tern
1 gulerod i små tern
2 løg i både
2 fed hvidløg
5 skiver røget bacon skåret i tern
1 dåse flåede tomater
1 grøntsagsbouillon-terning
ca. 2 dl couscous (Urtekram)
salt og peber
Fremgangsmåde:
Svits baconternene i en tykbundet gryde, gerne en wok, ved højt blus. Efter ca. fem minutter tilsættes løg og hvidløg. De steger med, til baconternene er gyldne. Herefter kommer du aubergine, gulerod, squash og salt og peber i. Svits det med i ca. 5 minutter. Grøntsagerne må ikke blive alt for bløde, der skal være bid i dem. Tilsæt bouillonterning, flåede tomat, ca. 4 dl kogt vand. Få det op at koge, herefter skru ned og lad det simre i 5-10 minutter. Sluk og tilsæt couscous og rør rundt. Sluk for blusset og lad retten stå i ti minutter under låg.
Det er vigtigt, at retten ikke bliver for tør, couscous’en skal derfor ikke suge al væsken. Put evt. lidt mere vand i, hvis det er tilfældet. Sørg for at grøntsagerne ikke får for meget, der skal være bid i dem.
Jeg tager ikke selv tid, når jeg laver mad og derfor er der tale om cirkatider, det samme gælder mængden af vand. Jeg er lidt i tvivl om, hvor meget vand jeg egentlig kommer i. Et tip er, at når couscous’en kommer i skal retten stadig være våd.
Variation:
Du kan tilføje en kyllingefilet, hvis du gerne vil have mere kød i retten. Derudover kan du tilsætte alle slags grøntsager.
God appetit.
Økohilsner
Iben
Kommentarer & tips
Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.Der er ingen kommentar til denne opskrift endnu.