Badning med mere.
17-02-2009, kl. 12:43, Alder: 3 år, Set af: 1594 personer
Som regel cykler jeg på arbejde, men da min cykel var flad forleden dag, så tog jeg toget. Der plejer ikke at ske noget særligt spændende på en togtur fra Hjortshøj til Århus, men lige netop denne morgen trådte jeg ind i en togvogn fyldt med unge kinesere. Inde midt i flokken af glade kinesere sad en dansk mand, og sendte mig et meget taknemmelig blik, da jeg satte mig på den sidste ledige plads ved siden af ham. Han kiggede meget spørgende på mig, men jeg kunne heller ikke komme med nogen forklaring på, hvorfor vores ellers meget normale togrute var blevet forvandlet, så man havde en følelse af at sidde på den anden side af jorden.
På et tidspunkt kørte vi forbi den badeanstalt hvor jeg selv plejer at vinterbade fra, der stod ret mange mennesker som var på vej i vandet, og det kunne man tydeligt se fra toget. Det skabte en del hurlumhej blandt vores kinesiske medpassagerer, at man midt i frostvejret kunne se en masse danske bare rumper på en badebro. I løbet af et øjeblik var rumperne blevet foreviget på samtlige af de unge menneskers kameraer, og i en hel utrolig god kvalitet skulle jeg hilse og sige. Det fik mig til at tænke på at det ligeså godt kunne være mig som havde stået derude på badebroen, med måsen vendt mod toget, og uden jeg vidste det have fået den foreviget til evig fremvisning i Kina.
Det som for mig er en noget nær spirituel oplevelse, at stå nøgen og føle vinden, regnen, kulden og vandet omkring mig, det kan for andre være en mulighed for at få tilføjet mere til deres youtube profil.
Det fik mig til at spekulere over hvor mange måder der er at anskue tingene på. Der er ikke rigtigt noget rigtigt eller forkert, der er kun forskellige meninger. Hvis jeg for eksempel mener at økologisk mad er sundere end konventionel, så er maden sundere for mig. Jeg bliver glad når jeg åbner en køkkenskuffe og den er fyldt med dejlige Urtekram varer, den glæde føler jeg også når jeg spiser maden, jeg tænker på hvor smukt det er, hvor gode råvarer det er lavet af, og hvor godt det smager ikke mindst. Altsammen er med til at brande min mad positivt. Og det gør at det bliver sundere for mig. Og så kom jeg til at tænke på om man kan hjernevaske sig selv, ved at fortælle sig selv at den her cola og de her pomfritter er det bedste mad i hele verden, og at det er vildt dejligt og sundt for min krop, kan man så gøre maden sundere? Maden bliver ihvertilfælde ikke sundere af at man får dårlig samvittighed over at spise den, tværtimod vil jeg sige.
Jeg ved faktisk heller ikke om jeg bliver sundere af at vinterbade, men jeg bliver gladere, og jeg tror at glæde over de ting man gør, er meget sundere end de ting man gør fordi de er sunde, uden at man føler glæde over det. For eksempel Molkosan. Er der nogle af jer der har smagt det? Jeg er sikker på at mit liv er bedre uden, uanset hvor sundt det så er, så bringer det ikke meget glæde ind i mit liv at drikke det.
Ha det godt,
Anja
Kommentarer & tips
Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.Der er ingen kommentar til denne opskrift endnu.