Øko-vennerne

Dagbog fra Sverige 1: Absolut Tysna

I vores ferie er vi taget til Småland i Sverige, hvor min mor med 2 af hendes venner har købt en svensk ødegård. Vi pakkede bilen med alt det økologiske mad vi havde i huset, og kørte af sted. I første omgang har vi proviant nok med til at vi ikke skal tænke på at skulle ud og handle ind de første mange dage, men jeg er meget spændt på at komme ud i et svensk supermarked og udforske økologien i et andet land. Det er  min store interesse, også når vi holder fri.

I 14 dage har vi ingen planer. Og dem vi har, er at vi ikke har nogle. Vi skal bare være og være tilstede, i midten af en STOR skov, i et fantastisk stort hus. Så idyllisk et scenario at det er svært at rumme det hele på en gang. Her er ingen mobildækning, ingen internetforbindelse og ingen naboer.

Når jeg åbner døren er her de største ribs jeg nogensinde har set, de er på størrelse med de kirsebær som træerne bugner af. Her er kantareller, solbær, stikkelsbær, vilde hindbær, blåbær og jordbær. Og myg naturligvis. I går sagde min mand som også er rockmusiker, at han var bange for at han var ved at få tinnitus, det hjalp på hørelsen at få smækket et par frække dansende myggedamer.



Og her er så stille. Jeg havde virkelig glædet mig til den stilhed. Jeg havde længes efter ikke at skulle lytte efter telefonen, ikke at skulle tjekke mails, eller lytte efter en dørklokke. Men i går aftes da jeg stod og var ved  at hjælpe buskene af med nogle af deres smukke smaragdrøde ribs, så blev jeg lidt bange.

Jeg stod og prøvede at øve mig i ikke at have titusind tanker i hovedet, og jeg gjorde mig umage for at lytte på stilheden, mens buskens grene rejste sig fra jorden når den blev lettet af sin tunge vægt. Og så stod jeg der. Og gøs. Ikke en lyd kunne jeg høre, og jeg lyttede og lyttede. Der var ingen vind, ingen fugle, ingen raslen i buskadset. Ingen biler i det fjerne, eller hunde eller mennesker. Kun stilhed. Så meget for at være alene med sine egne tanker, stilheden skræmte mig af pommern til, og jeg kom pludselig til at tænke på alle de uhyggelige film jeg har set i mit liv.

At være tryg i stilheden, det havde jeg aldrig tænkt på kunne være et issue for mig. For normalt længes jeg efter roen, men her hvor der ikke er andet, så var jeg alligevel ikke klar til den. Det bliver godt at komme helt ned i  et tempo, hvor det er en gave at skoven sluger alle lydende, og ikke en faktor min hjerne kæmper imod.

Vi har vores egen gigantiske sø, og et skur fyldt med fiskeudstyr. Vi var nede ved søen og fiske i går, jeg heppede naturligvis på fiskene, som vegetar mener jeg heller ikke at de skal spises. I dag er min søn og mand gået derned alene. De mente at mine vibrationer fra klippen på søbredden skræmte fiskene væk, selvom min søn prøvede at stå og kalde ”fiiiishy, fiiishy, fishy”, så bed de ikke på, til min store tilfredsstillelse.

Nu tager jeg nogle riskiks, æbler og vand med ned til dem, og så vil jeg igen prøve at koncentrere mig om lyden af ingenting, nede ved den store sø, i midten af den store skov. Det er også mindre skræmmende når der står to andre ved siden af mig.

Ha det bra,
Anja