Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

Det er detaljerne der tæller

03-08-2010, kl. 12:39, Alder: 2 år, Set af: 1156 personer

af Anja

Gad vide hvad man husker når man skal herfra? Er det et overordnet billede af ens liv? Er det en følelse? Har man en god fornemmelse af at man fik udrettet de ting man ville, eller er det i virkeligheden mindre værd når man ikke skal være her mere?

I 2 uger i Sverige tegnede jeg blade og blomster. Det var ikke med vilje. Det blev bare sådan. Jeg opdagede hvor fuldstændigt overvældende en flora der findes deroppe, og jeg havde lyst til at undersøge det hele. En god måde at se på, er at tegne. Skidt pyt med om det ligner. Men hvis man sætter sig for at gengive noget, så kommer man virkelig til at SE. Så jeg lå på et tæppe, i mange timer og tegnede og tegnede, og blev mere og mere forbløffet over hvor fantastisk naturen er. Jeg fik besøg af sommerfugle, fluer, myg, edderkopper, myrer, biller i alskens former og mange andre små når jeg lå der.

Engang i mellem blev jeg afbrudt af ture til søer, fodbold og badminton turneringer, og måtte blandt andet finde mig i at min søn råbte denne her slags ting til mig ”Mor, når vi spiller fodbold, så må du altså godt blære dig lidt mere”. Det lykkedes vist aldrig så godt som han kunne ønske sig, til gengæld kunne jeg vise ham den totalt for vildt nice natur vi var i, som blærede sig for fulde hammer hele tiden. Den summede af liv, og kastede om sig med fantastiske farver, dufte, smage, og en variation som jeg slet ikke har lagt mærke til på den måde før. Naturen skruer ikke ned for dens talenter, den råber ”Se mig, jeg er pissesej” med en sådan kraft, at man skal være næsten døv, for ikke at blive blæst omkuld af det.

En god ting at spise, hvis man ønsker at få øjnene op for detaljerne er denne frugtsalat fra Umahro Cadogans ”Køkkenrevolution på høje hæle”.



Vi bruger de frugter vi har, lige nu vælter det jo om sig med bær i alle afskygninger, og de er vidunderlige i sådan en salat her. Her kommer Umahros opskrift, med mine egne tilføjelser i parentes.

ZENSALAT
(eller Bombastisk Frugtsalat)

200 g. friske blåbær (eller solbær, ribs, hindbær, brombær)
200 g. jordbær i kvarte (eller nektariner og ferskner)
1 banan i tynde skiver (eller mango)
150 g. dadler (glemmer jeg altid at putte i, og det bliver skønt alligevel)
1 æble i tynde både (eller melon af enhver slags)
1 pære i tynde både (eller ananas)
50 g. mandler (eller solsikke- og græskarkerner, hasselnødder)
50 g. mørk chokolade (overhovedet ikke nødvendigt, og kan næsten virke forstyrrende)
¼ tsk vaniljepulver
½ tsk stødt kanel
¼ tsk stødte nelliker
½ tsk stødt muskatnød
½ tsk stødt kardemomme
½ tsk stødt allehånde
½ håndfuld frisk mynte
Friskreven skal og saft af øko citron, Umahro skriver fra ¼ citron, jeg bruger næsten en hel.

Bare fyr den af med krydderierne, hvis du ikke har dem alle, så betyder det ikke noget. Nogen gange laver vi den bare med kanel og vanilje. Jeg tror faktisk at Urtekram har dem alle i deres sortiment. Men den er vidunderlig med alle de stødte krydderier i, og det er en smagssymfoni man sjældent vil glemme. Vi har ikke altid alle de typer frugt som står her ovenover, men så improviserer vi bare, og det bliver altid intet mindre end fabelagtigt.

Smagen af denne frugtsalat er en af de detaljer der tæller i mit liv. Det er en Zensalat, der minder mig om hvad det er der er værd at huske, og rusker mig lige ind i nuet. Tak til Umahro og tak til naturen for at levere råvarerne.

God sommer,

Anja 


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.
Marian Larsen sagde...
Kære Hans,

Den primære årsag til, at Urtekram ikke sælger økologiske jordnødder, rå, ristede eller saltede er pga. allergener. Vi kan ikke tage jordnødder ind på vores pakkeanlæg, da det er et meget kraftigt allergen.

Jeg håber, at du kan finde prikken over iét i din egen, økologiske mysli ved hjælp af de øvrige tips du har fået her på bloggen.

Held og lykke med jagten!

De bedste hilsner,
Marian
Skrevet d. torsdag, 05-08-10 11:37
hanne heinrich sagde...
Hej Hans,
jeg køber "Økologiske Abe Nødder" fra Biogan. Det er godt nok med skal, så man lige skal pille peanuts-nødderne ud af skallerne ;-) men økologiske er de!

Hilsen Hanne
Skrevet d. onsdag, 04-08-10 16:57
Anja Dalby sagde...
Hej Hans,

Jeg køber øko usaltede jordnødder hos Ren Kost i Århus. Måske kan de oplyse dig om hvor de køber dem fra?

God jagt,

Anja
Skrevet d. tirsdag, 03-08-10 20:23
Lisa Nielsen sagde...
Jeg har før stødt på økologiske jordnødder i helsekosten. Prøv at søge på nettet eller forhør dig hos Egefeld.
Skrevet d. tirsdag, 03-08-10 20:00
hans petersen sagde...
Apropos detaljer Jordnød er suverænt den nød som har det højeste proteinindhold. Den er altså supergod at spise for alle vegetarer og veganere.

Man kan bare ikke få den økologisk. Heller ikke via Urtekram. Derfor er min ellers 100% økologiske hjemmelavede müesli fyldt med en solid mængde ikke-økologiske jordnødder.

Det er godt nok en detalje jeg har undret mig helt vildt meget over.

Men hvad kan man gøre som forbruger... der er jo ingen steder man kan henvende sig med sine observationer...
Skrevet d. tirsdag, 03-08-10 19:26

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011