Energi og kropsvægt
20-11-2010, kl. 09:51, Alder: 2 år, Set af: 864 personer
Menneskekroppen kræver brændstof for at fungere, og vores brændstof er energi. Man måler energi i kJ eller i kcal. 1 kJ svarer til 4,18 kcal.
Energien får vi fra makronæringsstoffer i vores kost. Der findes 4 forskellige makronæringsstoffer: Kulhydrat, protein, fedt og alkohol.
Vi forbrænder energi hele tiden, men vi forbrænder endnu mere, når vi er fysisk aktive. Hvis man indtager mere energi, end man forbrænder, vil den ekstra energi lagres i kroppens fedtdepoter, og vægten vil dermed stige. Forbrænder man derimod mere energi, end man indtager, vil kroppen tære på sine depoter, og man vil tabe sig. Det handler altså om at indtage den samme mængde energi, som man forbrænder. Det virker nærmest umuligt, men alligevel formår masser af mennesker at være mere eller mindre vægtstabile det meste af deres liv. Det skyldes sandsynligvis en slags indbygget ”vægt-termostat” i hjernen, som sørger for, at man over en længere perioder indtager den samme mængde energi, som man forbrænder. Fænomenet ses tydeligst hos små børn, som bare siger nej til mad, hvis de ikke er sultne. De har endnu ikke ”lært” at koble mad til følelser og social adfærd. Hvis man taber sig, er det muligt, at denne termostat kan følge med, så den stiller ind på den nye kropsvægt, men man mener, at det kan tage helt op til 10 år. Så det er måske ikke så mærkeligt, at det kan være en kamp at holde et vægttab!
En kvinde på 60 kg, der dyrker regelmæssig motion eller har et arbejde, hvor hun er i bevægelse hele dagen, vil typisk have et energibehov på ca. 10.000 kJ (2.400 kcal), mens en mand på 80 kg, der dyrker regelmæssig motion eller har et arbejde, hvor han er i bevægelse hele dagen, vil have et energibehov omkring 15.000 kJ (3.600 kcal). Hvis man ikke er fysisk aktiv, vil behovet være lavere.
Ønsker man at tabe 1 kg fedt, skal man være i ”energi-underskud” med ca. 40.000 kJ (9.500 kcal), hvilket svarer til 4 dages kost for en aktiv kvinde på 60 kg! Hvis den samme kvinde løber en tur på 5 km, forbrænder hun ca. 1.200-1.300 kJ (ca. 300 kcal), hvilket er nogenlunde det samme, som der er i en magnum is. Der skal altså en hel del hårdt arbejde til for at tabe sig, hvis man udelukkende vil motionere sig til det. Det er lettest at tabe sig ved et ændre på sin kost. Men dermed ikke sagt, at man skal opgive på forhånd og droppe motionen, for kombinationen af motion og en sund kost er den optimale vej til drømmevægten. Desuden er der jo også en masse andre sundhedsmæssige gevinster forbundet med med motion (bedre appetitregulering, mindre risiko for kræft, hjertekarsygdomme osv.).
Kommentarer & tips
Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.Der er ingen kommentar til denne opskrift endnu.