Øko-vennerne

Feriebarnet Fiona

Inden vi tog på ferie var vi så usædvanlig heldige at have et feriebarn i lidt over en uge. Hun var lille og mørkegrå med hvide tegninger på halsen, pels blødere end silke og kløer skarpere end nåle. Hun havde en forkærlighed for nøgne ankler, deller hun kunne trampe på, alt i mens hun spandt højlydt, og tæpper som kunne angribes fordi de bare lå helt stille og så farlige ud.

Det var min søsters lille killing vi skulle passe, mens min søster og hendes familie var på ferie. Min søster havde givet hende en masse tørfoder med, jeg havde dog andre planer for hendes feriekost. Vi havde nemlig stadigvæk katte- og hundemad fra Urtekram til at stå, og vores lille gæst skulle naturligvis have det bedste af det bedste.

Da min søn var lille, spandt han også når han spiste. Han holdt først op da han var 4-5 år. Han sagde helt af sig selv ”mmmmmnnnn, mmmmmnnnnnn, mmmmmnnnnn” når han spiste. Og ikke kun når det var særligt lækkert, alle måltider havde lyden af hans hyggelige lyde som underlægningsmusik. Det samme gjorde den lille killing Fiona da jeg hældte Urtekrams dåsekattemad op til hende. Hun spandt og trampede kælent løs mens hun veltilfreds først slikkede alt sovsen af, og derefter systematisk gik i gang med at spise helt op. Bagefter skulle hun selv rengøres, og punktet derefter var at belønne det menneske som havde fodret hende. Så var det tid til at kæle, spinde og spinde og spinde. Kysse på hagen, og stirre én dybt ind i øjnene med så megen kærlighed som kun en mæt og lykkelig killing kan.




Min mand kom konsekvent for sent på arbejde i den uge hun var på besøg, hvordan kan man rejse sig når der ligger sådan en lille en og elsker én, lige der i ens skød, uden tanker for at mennesket man har lagt sig hos skal af sted og ud ad døren. Så måtte han jo blive siddende. Jeg står senere op end min mand, og mange morgner stod jeg op og så ham sidde der ved bordet, med en killing i skødet, mens han med desperation i stemmen sagde ” Jeg SKAL altså af sted nu, kan du tage hende?”.

Af en kat at være må man sige at hun havde en helt usædvanlig interesse for VVS. Et toilet var en kilde til evig undring hos hende, og hun ville gerne helt op og kigge ned i den kumme som kunne sige lyden af vand. Og når vi var i bad sad hun med næsen trykket helt flad og så ind i brusenichen, gennem den gennemsigtige væg, og stirrede vantro på den som var i bad. Vand? Og så meget? Og ud over det hele? Du må være gal! Når vi gik ud af badet blev hun siddende og gloede ind på det våde gulv, og så på at det tørrede, for det var da alligevel det særeste hun nogensinde havde set.

Man bliver lykkelig af killinger, jeg har lige hørt om én som har et dusin hun vil af med. Så må min mand sige sit job op, for så kommer han aldrig mere på arbejde til tiden.

Kh Anja