Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

Grøntkålssalat med granatæble og sesam

28-12-2009, kl. 11:34, Alder: 2 år, Set af: 5801 personer

af Anne D

Mellemjuledagene, hyggelige og dovne, og også de dage, hvor man kan mærke, at ens skind måske er en anelse mere fyldt end ellers. Julemad, småkager, konfekt og glögg er gledet ned i en lind strøm, mange er gået fra det ene veldækkede og bugnende bord til det andet og selv med et løfte om at være fornuftig og kun række efter det, der er godt for en selv, ja så kan lukningen af bukseknappen godt gå lidt mere trægt, når man rammer denne side af julen...

Jeg har sørget for, at der har været knasende grønt mellem al julemaden, masser af frugt og nippegrønt har været til rådighed, og alligevel føler jeg, at vi er i minus på den fornuftige konto. I dagene der ligger foran os i denne nye friske uge skal der badekarsstore baljer af salater på middagsbordet, vi skal gnaske og gnave af det grove og grønne. Salaten her fik vi til den store sprøde svenske juleskinke, som stod på vores julefrokost bord, den rå grønkål var et perfekt modspil til den lidt bastante skinke og sammen med god skarp sennep blev det en himmerigsmuldfuld. Jeg forestiller mig, at salaten også vil kunne ledsager mange fornuftige retter med succes, til ristet fisk vil den være god, til noget kylling eller nogle ikke alt for krydrede oksefrikadeller. Og sund og god for maven - det er den i alle tilfælde...





TIL 4-6 PERSONER.  
Frisk sprød grønkål uden stilk, ca hvad du kan ha’ mellem dine hænder 3-4 gange
2 gode røde æbler
1 granatæble
10-12 semitørre dadler
2 håndfulde bredbladet persille uden stilk
1 dl. sesamfrø
Sesamolie
Balsamico
1 håndfuld hakkede valnødder

Halvdelen af grønkålen hakkes helt fint, brug evt. foodprocessoren, og den anden halvdel hakkes groft med kniv, så der stadig er bid i kålen. Æblerne skæres i sirlige tern, granatæblekernerne slås ud af skallen og dadlerne skæres i tynde ringe. Sesamfrøene ristes let på en tør hed pande og afkøles let. Alle ingredienserne blandes sammen og anrettes på et smukt fladt fad og der toppes med lidt ekstra granatæblekerner. Til sidste hældes en smule dressing af sesamolie og balsamico ud over.

Knasende god appetit...


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.
Lise Ørum sagde...
Uhm det er altså bare en lækker opskrift, vi fik den nytårsaften, og alle - både unge og ældre - elskede den.
Endnu en god opskrift fra din hånd Anne.

Godt nytår.
Skrevet d. lørdag, 02-01-10 13:15
angelika richter sagde...
Jeg har lige lavet salaten og selvfoelgelig proevesmagt. Den smager himmelsk, og hitter helt sikkert i aften, naar den kommer paa bordet i aften med forskellig andet godt !
Skrevet d. torsdag, 31-12-09 16:15
Linda Østergaard sagde...
Lækkert med stort L. Hold da op.
Skrevet d. tirsdag, 29-12-09 18:12
Randi Larsen sagde...
Mums - lavede det i går aftes til en rest hamburgryg - havde ingen dadler, men det gik alligevel.
Opskriften er røget direkte i gemmearkivet med yndlingsopskrifter.
Hilsen Randi
Skrevet d. tirsdag, 29-12-09 14:52

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011