Hvad drikker fragtmænd? (+ lidt om pizzasnegle og bøger om sex.)
24-02-2010, kl. 10:39, Alder: 2 år, Set af: 1420 personer
Jeg havde fødselsdag for ikke så længe siden. Udover en fin tegning fra min søn, en lottokupon fra min mand og et par smukke strikkede strømper fra min mor, så fik jeg også en telefonopringning fra min veninde med et lidt kompromitterende spørgsmål. ”Bliver du fornærmet hvis jeg bestiller en bog om sex til dig fra Amazon?” spurgte hun.
Æææhhh? Nu ved jeg, at min veninde ikke har skjulte dagsordner til de ting hun spørger mig om. Hun ringer ikke og stiller sådan et spørgsmål, fordi hun tænker at en bog om sex må jeg da virkelig have brug for. Hun ringer af et ærligt hjerte. Men jeg vidste alligevel ikke helt hvad jeg skulle svare. Jeg kunne svare: 1. Nej det bliver jeg ikke fornærmet over, for sådan en bog har mangler jeg da virkelig! (Underforstået, vi har bøvl i soveværelset). Eller 2. Ja, det ville jeg blive fornærmet over, for jeg har overhovedet ikke brug for sådan en bog! (Underforstået at det har jeg selvfølgelig, alene af den grund at jeg benægter.) Jeg prøvede på en pæn måde at sige at hvis det var en mindre sober bog, med udpenslende fotos eller tegninger, så var det nok ikke noget for mig, ikke at jeg er snerpet, for guds skyld, men bare fordi…Hun skyndte sig at forklare at det var en rigtigt fin og smuk bog, som handlede om en taoistisk tilgang til sex ”A spiritual guide to truly amazing love and sex”, hun har selv bogen og synes den er fantastisk. Så jeg sagde ja tak, den vil jeg gerne have, og prøvede at lyde voksen og undertrykkede en fnisen.
Jeg blev rigtigt glad for at hun spurgte. For hvem ved hvad folk vil ha. Hun kunne bare have købt den og givet den til mig, og så kunne hun risikere at jeg sad med en rimpet mund, mens jeg ville prøve at hvisle et ”Tak” ud imellem tænderne. I stedet ringede hun bare og spurgte helt ærligt.
Det sammen skulle jeg ha gjort da fragtmanden fra Urtekram sad fast i over 2 timer på parkeringspladsen foran vores skurvogne. Der var faldet helt vildt store mængder sne, og han sad uhjælpeligt fast i det med sin store lastbil. Han er ellers så sød, fragtmanden. Han forcerer altid alle mulige urimelig ting for at bære kassen med Urtekramprøver helt op til vores dør, og han virker som sådan en rar mand.
Så da han sad derude i sneen foran mit hus, tænkte jeg at jeg lige ville lave en kop kaffe og gå ud med til ham. Men i stedet for at gøre det, så kom jeg til at diskutere med mig selv om han nu virkelig var en kaffedrikker, eller lignede han ikke mere en som var til te? Hvis han ikke kunne lide sort kaffe, så ville jeg have et problem, for skulle jeg så tage en soyamælk med ud under armen, og kunne han overhovedet lide soyamælk, og ikke kun komælk i kaffen? Jo mere jeg vendte og drejede det for mig selv, jo flere akavede situationer forestillede jeg mig. Det var også i overkanten at komme ud med en hel bakke, med kaffe, soyamælk, vand til te og tebreve. Så ville det da først blive mærkeligt. Og mens jeg stod herinde og tænkte og tænkte, så kom Autohjælpen og moslede rundt herude foran med to kæmpe maskiner i lang tid. Og så blev det helt uoverskueligt at prøve på forhånd at regne ud hvad hele 2 mænd ville have af varmt at drikke. Og pludselig var de væk, og jeg nåede kun at tage det her dårlige foto af dem på vej ud af vores indkørsel.

En udmærket lektie i livet. Det går bare mens man står og tænker over hvordan man skal tackle det. Gå ud og spørg næste gang, eller træf et valg hurtigt, for nogle ting kan man umuligt regne ud på forhånd. Og så ender man bare med at stå med et foto af bagenden på noget der er på vej væk.
I går bagte jeg pizzasnegle efter opskriften på Fuldkornsdurumsmelet fra Urtekram. Min søns klasse havde nemlig fællesspisning med italiensk mad som tema. Og hvad er mere italiensk end pizzasnegle? De blev virkelig gode, jeg puttede soltørrede tomater i dejen som der stod i opskriften at man skulle, og hakkede også nogle sorte olien med i. I opskriften skulle man bruge pesto som fyld, men det havde jeg ikke, så jeg var lige snild og spredte et tynd lag af tomatsovsen med basilikum fra Urtekram ud på i stedet for. Supernemt, børnevenligt og med masser af smag. Nogle ting VED jeg bare virker, andre ting, som hvad fragtmænd drikker og hvad veninder ringer og spørger om på ens fødselsdag, kan jeg umuligt regne ud. Og sådan kan man blive så overrasket, eller lade være, hvis man bare trækker tiden længe nok ud.
Kh Anja
Kommentarer & tips
Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.Der er ingen kommentar til denne opskrift endnu.