Øko-vennerne

Jeg vandt!

Når man nu alligevel er ”kommet til” at bage en dobbelt portion kanelsnegle, helt almindelige totalt usunde kanelsnegle, hvordan kan man så ligesom gøre det godt igen? Ens krop og humør skal nok komme til at betale for de store mængder sukker og hvidt mel, så hvordan retter man så op på det?

Hvis man har det lidt skidt overfor sig selv, og ens deller, fordi man ”kom til” at bage så mange at man roligt kunne spise fem kanelsnegle, uden at det egentligt kunne ses på bagepladerne, så er det en god idé at dele. Når man deler, så føles det ikke så slemt. Nu tænker jeg på at man deler med nogle udover ens familie, som man har alligevel har trukket med sig ned i kagedyndet, man kan dele med sine naboer, og så føles det ikke længere som om man har været vildt uansvarlig overfor sine lår, men mere som om man faktisk har gjort en god gerning.

Da jeg stod og puttede glasur på helt urimelige mængder kanelsnegle en aften i sommerferien, fik jeg den geniale idé at min søn lige kunne smutte ind til vores naboer med nogle stykker til dem. Nu føltes det ikke længere skyldigt at have sneget sig ned i Brugsen, 2 min. før lukketid, for at grabbe et par pakker smør, men mere Moder Theresa agtigt. Temmelig smart synes jeg selv, mens jeg spiste de små og mærkelige af eksemplarerne, med glasuren drævlende ned af fingrene.

Den aften blev vi næsten alle sammen uvenner herhjemme. Det er nok i overkanten at give de søde snegle hele skylden, men jeg er ret sikker på at vores irritationsniveau havde været lavere, hvis ikke vores blodsukker havde været så rasende højt. Så efter en urolig nats søvn, fyldt med både skyld over dumme kommentarer og med maver der ikke var helt tilfredse, så var det ufatteligt vidunderligt at stå op til dette diplom.



Jeg anede ikke det var en konkurrence? Men jeg havde tilsyneladende vundet. Og måske var det bare ren og skær lettelse over at det ikke KUN havde været en dum ting at bage kanelsnegle lidt i sengetid aftenen før, eller også så trængte jeg bare lige til at vinde. For jeg blev VIRKELIG glad! Godt nok var de ret gode de snegle, men alligevel. Jeg blev bare så glad over at der var nogle der tog sig lidt tid til at sige tak på en virkelig virkelig fin måde. Lidt persille, en blomst, nogle søde ord og det var lige ved at jeg indrammede mit diplom.

I folkeskolen fik jeg en flids/bedste kammerat-præmie, og jeg var lige ved at dø af flovhed. Kombineret med pubertet så kan den slags virkelig sætte sine ar. Men i dag blev jeg bare lykkelig over min præmie, nu blev den heller ikke overrakt foran en folkeskole + forældre, men jeg tror alligevel jeg ville ha strålet af glæde over at modtage den. Jeg er meget mere klar på at vinde i dag end jeg var for 20 år siden.

Fordi jeg var totalt uforberedt på at modtage en så fin anerkendelse for mit arbejde, så fik jeg heller ikke givet en ordentlig takketale. Jeg kan mærke den trænger sig på, så derfor kommer der her lidt ord.

”Tak til min mor for at lære mig at bage. Tak til min familie for at elske mig, også når jeg flipper ud på sukker. Tak til mig selv for påmindelsen om at jeg kun skal nyde sukker og hvede med måde. Og tak til mine naboer for at sige tak på en meget personlig og kærlig måde. Tak.”

PS. Måske tænker du at den opskrift må være helt fantastisk siden man kan vinde 1. præmie på den, men de var bare helt almindelige de kanelsnegle. Hvidt mel, gult smør, friske æg, virkelig meget sukker og virkelig meget kanelsnask til indeni. Voila! Vi har en vinder!

Kh Anja