Knækbrød og hjemmebagt rugbrød
03-09-2009, kl. 09:17, Alder: 3 år, Set af: 7892 personer
Hjemmebagte knækbrød er bare noget af det bedste, og hvis man så har en god ost at komme på, ja så er lykken gjort, i stedet for marmelade ovenpå osten, smager det super med lidt soltørrede økologiske tranebær.
Græskarkerner giver bare sådan en god smag, så da Urtekrams kasse dukkede op med dejlige græskarkerner, var der slet ingen grund til ikke at bage knækbrød, og med femkornsflagerne er der mange smagsvarianter, som klæder disse knækbrød vældig meget.
Knækbrød der bare smager sååå godt, og tager så kort tid at bage….
1 dl. sesam, økologisk fra Urtekram
1 dl. hørfrø, økologisk fra Urtekram
1 dl. 5 korns flager fra Urtekram (man kan også bruge alm. havregryn, men det giver en dejlig smag med 5 korns flagerne)
1 dl. solsikkekerner, økologiske fra Urtekram
1 dl. græskarkerner, økologiske fra Urtekram
3 dl. mel – gerne halv grahamsspelt og halv alm. mel eller sigtet spelt.
2 dl. vand
1 dl. olie – jeg bruger økologisk olivenolie
2½ tsk salt – gerne en god salt, man kan smage salten.
1 tsk bagepulver.
Det hele blandes sammen og deles i 3 portioner.
Dejen rulles tyndt ud mellem 2. stykker bagepapir – dette går utrolig hurtigt – tager ikke mange minutter. Jeg bruger en sporer til lige at ridse skriverne op, inden de bages, så er det let at knække dem fra hinanden, mens de er varme.
Bages 15-20 min ved 200 grader.
For øvrigt kommer jeg meget ofte 5 korns flagerne i mit bagværk, det gælder både rugbrød og grovboller – det smager bare dejligt og giver et groft brød, uden at det virker sådan.
Mit ynglings-rugbrød, som egentlig er Karens rugbrød, men som bare smager godt…
7,5 dl vand
300g groft økologisk rugmel
400g hvedemel – gerne halv økologisk grahamsspelt og halv alm. økologisk hvedemel
1 kop surdej fra sidste gang
1 spsk. Salt
400g økologiske kerner (solsikkefrø, hørfrø, græskar, rugkerner, hvedekerner osv.)
Vand, mel, surdej og salt røres sammen.
Tag 1 kop surdej fra til næste gang.
Tilsæt kerner.
Hæld dejen i en smurt form, og lad den stå i 12-24 timer ved stuetemperatur
Rugbrødet bages i ovnen ved 200° (varmluft 180°) i 1 time og 8 min.
Pakkes ind i et viskestykke og kommes i en pose, til det er kølet af.
Med denne opskrift, tager det ikke mange minutter at lave et nyt rugbrød, og derned være selvforsynende i god økologisk sundt rugbrød. - Jeg laver ofte dejen om aftenen, og så står jeg op og bager brødet inden jeg tager på job, når man så kommer hjem, ja så er der nybagt rugbrød, klar til at skære i skiver.
I de kommende dage skal der forsøges med både bulgur og røde linser. De røde linser skal afprøves i en ret, der hedder Dal, og så i en god grøntsagssuppe.
Bulguren skal laves til flere ting, men Karen Broström har sendt en spændende ret, som jeg i hvert fald har lyst til at afprøve, og så har Anne Hjernøs grønne kogebog dejlige salater med bulgur, så jeg glæder mig til at komme i gang med de to lækre produkter, og finder jeg opskriften! – ja, så deler jeg den naturligvis med alle I andre.
Med alle de gode ønsker om dejligt hjemmebag i efterårets regn…..
Kitty
Kommentarer & tips
Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.Der er ingen kommentar til denne opskrift endnu.