Øko-vennerne

Lakridskonfekt og brune ris

Forleden vandt min søn i pakkekalenderen i hans klasse. Han blev den lykkelige ejer af 1 kilo lakridskonfekt, og selvom han havde sin sejrsgang på skolen hvor han kunne dele ud til dem som faldt i nåde hos ham, så kom der også en del indenbords, inden han nåede hjem med æsken. Han lå og peb på sofaen med mavekneb, og der var ingen protester fra hans side da vi satte æsken med nu kun 100 gram lakridskonfekt væk.
Hovedingrediensen i lakridskonfekt er sukker, dernæst hvedemel, krydret med i alt 7 e-numre, som ikke var de hyggelige af slagsen. Alt sammen noget som ikke er i vores kost normalt, og det eneste min søn kunne stønne var "jeg trænger bare til noget ordentligt mad". Han spiste forbløffende mange brune ris den aften.

I min verden er 1 kilo lakridskonfekt fuldstændigt urimelig meget slik. I andres er det en rimelig mængde til en otte årig. Det er morsomt så stor forskel der er på den slags, og jeg glemmer tit hvor anderledes vi nok i virkeligheden spiser hjemme hos os. På fredag har de sidste skoledag inden jul og de må tage snoller med for 10 kr. Jeg er glad for at Urtekram laver noget slik som ligner slik. Min søn kan ikke kamuflere sine dadelkugler under et usundt dække, men det går bedre med en pose vingummier fra Urtekram.
Det er ikke altid sjovt at skulle skille sig ud, og det er faktisk ikke engang fordi vi spiser sundt, at min søn nogle gange synes det er træls at vi spiser som vi gør. Det er fordi vi spiser økologisk, siger han. Han har fået mig til at sværge at vi holder en ikkeøkologisk fødselsdag for hans klasse i januar. Og sådan må det være, det er en svær kamel for mig at sluge fordi jeg er så indavlet med økologi på alle måder. Men den dag må han bestemme, og så må vi tage mavepinen senere.

Jeg er heller ikke selv ude blandt 25 andre børn hver dag, jeg sidder alene i min butik, og der er ingen som siger "adr" til min mad. Og selvom min søns madpakke bare er madder, frugt og grønt, så har han aldrig risifrutti med. Eller hvidt toastbrød, eller en pakke chokopops som snack. Og det er nok til at skille sig ud, så jeg kan godt forstå at han lige netop på hans fødselsdag har brug for at være ligesom alle de andre. Der er jo også noget forjættende ved alt det som normalt er forbudt, det er bare lidt lækrere, ligesom lakridskonfekten, men det er godt som mor at vide at det er de brune ris som i sidste ende er ballasten man kan vende tilbage til.

Ha en glædelig og sød jul.