Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

Løg og smagsløg

02-05-2009, kl. 22:40, Alder: 3 år, Set af: 1557 personer

af Anja

Hvis jeg ikke har fået skrevet et Urtekram indlæg i et par uger, så begynder der at hobe sig en hel masse forskelligt op i mit hoved. Jeg har svært ved at finde ud af hvad  der er relevant, og hvad der ikke er. Jeg starter på en hel masse indlæg, men kasserer dem, fordi de ikke fører nogle vegne. Og nu er jeg så langt ude at jeg har besluttet mig for at få fyret en hel masse af på én gang, og så kan jeg starte på en frisk med et nyt indlæg, klar i hovedet, uden alle disse kvarte indlæg som presser sig på.

Jeg ville have skrevet om min mor, som ikke tåler noget som helst surt. ”Uh det snerper helt” siger hun og så krymper hun munden sammen. Helt almindelige æbler er for eksempel tit for sure for hende. Da vi var børn lavede hun tit gulerodssalat, med rosiner og citronsaft på, og så meget sukker at det knaste i tænderne. Vi skændes om at komme til at drikke saften i bunden af skålen, for det var sødere end slik. Det var noget om min mors smagsløg.

Jeg ville også have fortalt om at jeg bor i andelssamfundet i Hjortshøj, som er et lille økosamfund. Vi er fælles om en hel masse forskelligt, der er dyrehold, grøntsagshold, æblehold osv. Jeg ville fortælle at der er så vidunderligt lige nu, med gedekid, kattekillinger, frisklavet italiensk is til salg om fredagen, og at det i det hele taget er et super godt udflugtsmål. Vi har lige sat en hulens masse løg i jorden, fordi vi har en fælles grøntsagsordning, som man kan melde sig på, og så betaler man med sin arbejdskraft i grøntsagsmarkerne. Og så kan vi få løg til vi revner, når de kommer op.

3 af de løg kunne vi bruge til følgnede øvelse som jeg også ville fortælle om.
Du skal bruge 7 kopper ris. 1 kop ris til hver dag i ugen. Det er ikke store krus, men små kopper. Og du skal bruge 3 løg. Hver dag koger du en kop ris med et halvt løg, og spiser det. Og intet andet. På 7. dagen har du ikke noget løg tilbage, så der koger du din kop ris og spiser den. Den dag vil du savne dit halve løg, og tænke på hvor dejligt det var da du havde et løg til dine ris. Måske tænker du også på hvor dejligt det var da der var 1 dl sukker ud over dine gulerødder, eller også at du bare blevet glad for sødmen fra rosiner. Det kan også være du mindes at sidde i solen og kigge på en glad ko, og en høne, imens du spiste din myntheis, og børnene hopper ned i halmen fra trampolinen. Og måske kommer der nogen som du taler om energiberegninger på huse med, uden at du følte dig meget sær eller økonørdet. Det kan også være du har givet op overfor dette indlæg nu, fordi det vel  egentligt bare handlede om at være glad for det man har, og om løg.

Kh Anja


 


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.
Anja Dalby sagde...
Tak Mette og Joan!

Jeg tænker også meget over det med risene, det er en rigtigt god øvelse som virkelig sætter tingene i perspektiv, og giver ens taknemmelighedsfølelse et boost. Prøv den, prøv den, prøv den...
Skrevet d. torsdag, 07-05-09 15:11
Joan Nielsen sagde...
Synes altid dine indlæg er spændende og underholdende! Fortsæt med det og skriv dine tanker som de er.
Historien med risene førte mig videre til dem, som kun har en meget lille portion mad om dagen.
Vi andre glemmer tit at sætte pris på det vi har, og vil hele tiden have mere....
Skrevet d. torsdag, 07-05-09 13:09
Mette Hartwig sagde...
længe leve løg - og Anjas altid fantastiske indlæg ;-)
Skrevet d. tirsdag, 05-05-09 16:51

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011