Øko-vennerne

Mindfulness i madpakken

Nogen gange får vi først forhandlet os frem til at min søn har en syge/fri dag, efter at jeg har smurt hans madpakke. Det kan ærgre mig lidt, men så er det godt at den kan lanceres som fin formiddagsmad i stedet for.

Så længe jeg er så ufattelig heldig at arbejde hjemme, så skal der ikke så meget kriller i hans hals til, før jeg med tyk moromsorg i stemmen siger ”nårh, tror du så ikke du skal have en fridag”, og han med lidt gråd i halsen hvisker ”Joo, jeg har det altså ikke så godt”. Det er ikke fordi det er pjæk. Eller jo lidt, i ordets traditionelle forstand. Han ligger ikke med 40 i feber, og hans omsorgsdage sidder også lidt løsere hos mig end normalt. Jeg kan sagtens huske da han var under 1 år, og jeg ikke havde mere barsel, og jeg måtte ud og arbejde igen. Det var ikke sjovt. Og alle de dage hvor jeg afleverede et halvsnottet barn i vuggestuen, hvor jeg vidste at det bedste havde været hvis han havde haft en fridag, men hvor jeg bare ikke kunne tage flere sygedage. Det er måske dem jeg prøver at kompensere for nu.

Så retfærdiggør jeg det lidt med at vi så laver ekstra opgaver i dansk og matematik. Min søn går i 4. Klasse, og jeg kan heldigvis stadig hjælpe ham, selvom han lige måtte opdatere mig på det der med udsagnsordene forleden.

Jeg er startet på et 8 uges forløb i Mindfulness. I mit liv i det hele taget beskæftiger jeg mig meget med at være tilstede i det jeg gør, og der hvor jeg er. Det kommer ganske simpelt af at have brugt virkelig mange år af min ungdom på at spekulere over hvad der skulle ske, hvad der kunne ske, og hvad andre ville tænke om det. Simpelt spild af tid og tanker, men en god erfaring at have nu, hvor jeg, oh rædsel, kan se hvor hurtigt min søn vokser, og hvor jeg prøver at suge så meget tid og nærvær ud at vores liv sammen, som jeg kan. Bekymringer om hvad der er sket, eller skal ske, bringer mig ikke tættere på ham eller nuet.

De øvelser vi laver i Mindfulness, er øvelser der gør at det er nemmere at være i kroppen, i åndedrættet, i sindet, uden at dømme eller vurdere. Bare være. Så når min søn har en omsorgsdag, så er en del af omsorgen at han skal lave nogle af øvelserne med mig. Han mener det er tæt på børnemishandling, at han skal ligge stille i helt op til 30 min., og lytte på en meditationsøvelse. Mit argument er at, hvis han er ”syg”, så må han finde sig i at være i min skole herhjemme. Og i mors skole, der skal man lære at slappe af, være i sin krop, og opbygge en ro og en kerne, man kan finde frem til, når man står over for andre situationer i sit liv.

I Mindfulness, er der også en øvelse der handler om at spise med nærvær. At være helt tilstede i måltidet. Se det, røre ved det, føle det med alle sanser. Virkelig smage på maden, og tygge på den. Uden at vurdere den, men bare opleve den for hvad den er. Dagens madpakke er perfekt til det. Riskiks der knaser og er salte, frisk ananas der er sødt og syrligt og niver lidt på tungen, og sætter tråde mellem tænderne. Søde bananskiver der knaser og krummer, og det samme gør de små brødstænger fra Urtekram. Den tørrede mango er sej og sød, den lille kiks krummer og smuldrer, og fars hjemmebagte brød, er blødt og med overraskende kerner og pålæg i. Der hørte også en sød og sprød gulerod med, men den nåede marsvinet at få inden jeg tog billedet.



Hvis jeg var undervisningsminister, så skulle Mindfulness på skoleskemaet. Jeg tror indre ro, er meget vigtigere end så meget andet min søn har på skoleskemaet. Jeg nævner i flæng de 2 timers gymnastik om ugen, hvor 65 børn står i en hal, med en lærer og en vikar, og skal prøve at få en holdsport op at køre. Så kan min søn komme hjem og fortælle at det var hans tur til at sidde på bænken i de to lektioner, fordi han spillede i sidste uge. Det er blandt andet de dage, hvor jeg tænker at tiden er givet meget bedre ud, ved at være hjemme i Mors Mindfulness Skole.