Øko-vennerne

Motorcykler og vegetarisme

Der er masser af ting jeg ikke tør. Men dem der er indenfor min rækkevidde prøver jeg at gøre alligevel. Det handler ikke nødvendigvis om liv og død grænseoverskridende handlinger, som f.eks. at bestige Mount Everest, men om at rykke hverdagsbilledet af hvad jeg kan, lige så stille. Det kan bare være at bakke med en trailer. Mens der er nogen der ser på.

Jeg turde heller ikke køre på motorcykel. Så jeg tog mig et kørekort til denne type maskiner for nogle år siden. Det var i øvrigt en udmærket måde at slanke sig på, fordi jeg fik diarre og opkast ca et døgns tid før hver køretime, og dem havde jeg mange af kan jeg godt afsløre. Dem af jer der har læst Steen og Stoffer og kan huske hvilket forhold Steen har til sin cykel, ved hvorfor jeg bruger det billede. Jeg fik næsten en følelse af at den kæmpe maskine havde noget imod mig, jeg kunne holde helt stille i et kryds og så bare trimle om på siden med den ovenpå mig. Jeg kunne også sagtens være i fart, og så trimle om på siden med den ovenpå mig. Som jeg skriver det her, får jeg helt koldsved igen. Jeg var så angst for den åndsbollede motorcykel, og jeg kunne slet ikke huske hvorfor det var så vigtigt for mig at få det latterlige kørekort. Det lykkedes, efter måske halvandet års køretimer. Jeg lærte min kørelærer rigtigt godt at kende, og betalte vist også for at hans 3 børn kunne rejse til Florida på college.

Det gode ved at jeg holdt ved, og til sidst blev så gode venner med motorcyklen at jeg til sidst kunne køre fra min kørelærer i Århus midtby, er at det lærte mig en meget vigtigt ting. Hver gang jeg skal noget jeg ikke har lyst til, som er ubehageligt på den ene eller anden måde, så husker jeg på mine køretimer hvor sveden stod af mig, jeg havde kvalme af angst, og jeg skælvede som et espeløv. Ikke kun mens jeg kørte, men også en god tid før hver køretime. Jeg husker dem fordi jeg oplevede en heftig grundangst, og jeg blev ved og ved og ved med at gå imod den. Jeg VILLE overvinde den.

Jeg husker på køretimerne når jeg skal køre en minigraver på vores grund, når jeg skal holde foredrag, eller som for nogle lørdage siden hvor jeg havde meldt mig til en Rå Mad Fællesspisning i nabobyen, uden at kende et øje. Det var ikke noget jeg var decideret angst for, men når man er på vej ud af døren og kommer i tanke om at man vist ikke kender nogen, så skal der for mit vedkommende alligevel lige hankes lidt op i mig selv for at jeg ikke vender om.

Fællesspisningen viste sig at være helt vildt hyggeligt. På trods af at jeg ikke kendte et øje, og alle andre kendte hinanden. Alle skulle medbringe en rå ret, og alle havde gjort sig rigtigt umage med maden. De andre deltagere kender hinanden fra Vegetarkontakt.dk, så det var selvfølgelig ikke noget nyt for dem at lave mad uden produkter fra dyr, som Rå Mad jo for det meste er.

Jeg har lånt lidt fotos af Luna der har denne blog  http://hijaluna.wordpress.com/

Vi fik squash strimet som pasta med en tomat/ basilikum sauce, fyldte tomater med iblødsatte solsikkekerner, blendet med soltørrede tomater og oliven, alt muligt slags grønt, hummus lavet af iblødsatte cashewnødder i stedet for kikærter, og tørrede grønkålschips blandt meget andet. Det hele var vildt vildt lækkert.



Jeg kunne desværre ikke blive til desserten, da jeg skulle videre til 50 års fødselsdag samme aften, temaet der var kagemand og vodka, en liiille smule anderledes end det selskab jeg kom fra.

D. 1 okt. bliver vegetarismen fejret på Store Torv i Århus, der vil være mad, musik og råd og vejledning til emnet vegetar. Det bliver en dejlig dag, og nu hvor jeg har mødt nogle af arrangørerne til Rå Mad arrangementet, så kan jeg roligt sige at de er søde, og det slet ikke kan sammenlignes med en motorcykelkøretime, så kom bare glad ned til Store Torv og spis en grøntsag. Fremmede mennesker er ikke farlige, kun venner du endnu ikke har mødt. Motorcykler derimod, de kan godt være farlige, men faktisk næsten ikke værre end angsten for dem. Tæm den og du kan tæmme alt!

Kh Anja