Øko-vennerne

Overflod

Der er noget ekstremt usympatisk ved grådighed. Der er ikke noget at sige til at begrebet ligger på listen over de 7 dødssynder, der er ikke meget formildende ved det karaktertræk. Jeg bliver selv meget træt af mig selv når jeg opfører mig grådigt, og det kan jeg gøre i mange situationer. Jeg kan gøre det når jeg bliver budt noget lækkert mad eller drikke. Eller hvis jeg får tilbudt noget gratis, uanset om det i virkeligheden ikke er noget jeg ønsker. Som for eksempel de 18 ismanchetter vi nu har i køkkenskabet.

Og samtidig så kæmper jeg en kamp for at leve så simpelt som muligt, at skille mig af med overflødigheder, både på det indre og det ydre plan. Jeg har for eksempel lige solgt alle mine tegneserier. Pludselig gik det op for mig at jeg ikke havde læst i dem i mange år, og at grunden til at jeg i virkeligheden havde dem til at stå fremme, var at så kunne andre se at jeg havde dem. Så kunne de tænke "Nårh, hun er nok sådan en som samler på tegneserier", og på den måde tænkte jeg, at jeg nok kunne opnå en eller anden form for credibilitet. Ud med dem!

Jeg prøver virkelig at styre mig når jeg handler ind. Grådighed er farligt i et supermarked, fordi der er så mange "Køb 5 for 4 stks" priser, og den fælde er jeg slem til at falde i. Jeg synes at de indlæg som Lis har lavet her på siden, om at handle sjældent ind, og at planlægge sine indkøb til mindste detalje, er utroligt brugbare.

Og nu har jeg fundet en side som hedder www.stopspildafmad.dk, den handler om alt det mad som vi danskere hvert år smider ud. 63 kilo er det i gennemsnit pr person. Det er faktisk ret meget. Det er ikke mig som smider det ud. Jeg fryser nemlig alt, også det fad af eksperimentale vegedeller jeg lavede, som næsten var uspiselige. De kommer i fryseren og de skal nok også blive spist, men kun af mig. Der ligger også en fuldstændig umulig julekage som nærmest blev født som en krumme, så tør er den. Men jeg går og har planer om at lade den gå i symbiose med alt den valnøddeis jeg har, og på den måde kan den få nyt liv.

Der manglede altid mad da jeg var lille, og mine 3 søstre og jeg giver det tit skylden for at vi for eksempel ubehersket rækker ind over andre når vi spiser, moser os frem i en buffetkø, og iøvrigt tit hælder aaaalt for meget op på vores tallerken. Det gode ved at være vokset op i mangel er at man virkelig sætter pris på god mad når man får det. Alle som har spist mannagrød ved hvad jeg taler om. Og så er jeg ekstrem god til at gemme og genbruge mad, selvom det nogen gange tager overhånd. Og så er det jeg bare skal tænke på min søde mormor som efter en ferie i Norge, hvor der kun var hjemmesyltede pærer og hjemmelagrede sild tilbage i den medbragte madpakke, bare spiste de to ting sammen. På den måde undgik hun at købe dyrt færgemad. Heldigvis forbarmede min mor sig over sine døtre, og vi fik pomfritter. Min mormor smed aldrig mad ud, mug kunne skrabes af og pærer og sild kunne snildt spises sammen, det skulle for alt i verden ikke smides ud!

Et sæt svært overvægtige mennesker jeg engang kendte sagde altid, "hellere revne som levne" og det lyder ærligt talt ikke særlig lækkert. Men den her er værre " hellere skide det ud, end smide det ud". Det sagde en propmæt kollega til min mand til firmaets julefrokost sidste år. Very charming. Man skulle opfinde et ordsprog som hed noget med, køb mindre, tilbered mindre, spis mindre og frys! For guds skyld, frys!

Ha det godt,

Anja