Øko-vennerne

Sovs

Så vidt jeg har forstået, så er det god blogtone at bekende sine synder, hvis det blot er synder som er forholdsvis harmløse, og som giver læserne en varm følelse af genkendelighed. Så derfor er turen kommet til mig, og handler om noget så uskyldigt som sovs. Mange forsager sovsen og dens gerninger, på samme måde som de forsager dressingen, smørret og majonæsen. Det har i lang tid været decideret ulækkert at spise flydende smag, og det er jo nærmest bare det som sovs og dens familie er. Fedt, så den mad der virkelig batter noget, glider nemmere ned. En kogt kartoffel er i sig selv ikke den helt store kulinariske oplevelse, men blot med en lille smørklat på, hæver den sig langt op over hvad man ellers kunne forvente af sådan en uanselige lille knold.

Mange har deres små hemmelige laster når det kommer til mad, det behøver ikke være slik eller chips, men bare ting som i almindeligheden ikke bliver anset for god stil eller smag. Der er mange som for eksempel spiser leverpostej og pålægschokolade i smug. Altså ikke hver for sig, men sammen, på samme mad. Den slags tilfælde er der masser af, det højtbelagte smørrebrød har kronede dage rundt omkring i det ganske land, men måske ikke lige som Übersmørrebrødsjomfu Ida Davidsen havde tænkt sig det. Mere i form af små anarkistiske udbrud mod den gode smag, en lille smule ulækkert, og dejligt syndigt og hemmeligt.

Det kan også være noget så forholdsvist uskyldigt som da min søster boede sammen med sin kæreste, og hver gang han var ude af døren, så kogte hun pasta og spiste det med masser af smør og ketchup. Han synes det var en total klam ret, så derfor spiste hun den i hemmelighed når hun var alene hjemme. Selv samme søster har jeg tit talt med om, hvor pinligt det egentligt er at vi kan lide remoulade. Det kan man da virkelig kalde klamt.

Jeg talte med en klog, højtuddannet, meget velhavende kvinde om mad i sommers. Vi har sønner som er bedste venner og vi talte om det evindelige emne: madpakker til poderne. Jeg fortalte med afsky i stemmen, at hvis min søn helt selv kunne bestemme, så ville han have kridhvidt toastbrød med 3stjernet pink salami, på sin madpakke. Ja, svarede hun, det smager da osse totalt godt. Det kan godt ske at det ikke er sundt, men det smager da vildt godt, fortsatte hun. Jeg var i gang med at samle min underkæbe op fra havebordet, mens hun sagde at man ikke skulle lyve, og sige at den slags ikke smagte godt, bare fordi det var ”dårlig smag”. Brødet er sødt og blødt, og salamien er salt og fed. Den perfekte kombi i virkeligheden. Og ja, hun har ret, den slags madder har jeg virkelig også spist mange af som barn. Og med masser af remoulade på for at det ikke skal være løgn.

Jeg må bare erkende at den dårlige smag, ikke altid er så dårlig endda, måske bare meget usund nogen gange. Men så er det vidunderlig at man kan lave sunde sovser, som retfærdiggør bunkevis af dem ovenpå det kedelige tilbehør. Den her sovs kan der druknes mange brune ris i, og ingen vil kigge skævt til dig. Den er nemlig smækfyldt med proteiner, gode fedtstoffer og også lidt vitaminer fra citronen!

Cashewnøddesovs
Steg løg, bare et styk, i olie. 2 fed hvidløg stegt med, når de to typer løg er stegt færdig, så blender jeg det med vand, ca 1 dl, 100 g. cashewnødder, citronsaft så det passer i smag. Også tilsætter jeg et par teskefulde af Lene Hanssons Røde Dipmiks. Blend med mere vand til det har den ønskede sovekonsistens. Varm langsomt op, og server evt. til quinoa som jeg gjorde til aften. Hvis du er heldig at ligge inde med en håndfuld soltørrede tomater, så blend dem med. Det smager meget meget dejligt.


God sovs og godt nytår.

Anja