Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

The Hummuswoman

16-11-2010, kl. 13:13, Alder: 2 år, Set af: 710 personer

Nogle er The Kartoffelwoman, jeg er THE Hummuswoman! Efter at ha spist hummus meget jævnligt, i over 15 år, så tør jeg godt at sige højt, at det er en ret jeg ALDRIG bliver træt af. Faktisk bliver den ved med at overraske mig ved at smage så sindssygt godt, at jeg flere gange har proklameret at ”Det her er den bedste hummus jeg nogensinde har lavet!”. Sidste gang jeg halvråbte det af begejstring var i fredags, hvor jeg fik fornøjelsen af at lave mad til bestyrelsen for LØS (Landsforeningen For Økologiske Samfund). Jeg havde lavet én hummus, der var meget sur, med masser af citron og skal. Og jeg havde lavet en anden, med virkelig meget spidskommen i. Begge to var de bedste jeg nogensinde havde lavet. Men sådan er næsten det hver gang.

I går lavede jeg lige en hummus igen, og denne gang fik den fuld skrue med den lækre gurkemeje fra Urtekram. Det blev til en hummus så gul som solsikker, og jeg tror mine ”Uhm” kunne høres i hele huset da jeg prøvesmagte den. Nu skal I ikke kun tage mit ord for at mine hummuser er gode. Faktisk er jeg også blevet kåret til The Hummuswoman af min store familie og mange venner adskillige  gange. Mange har spurgt til mine tips, og de er meget meget simple og kommer her:

Man kan lave virkelig mange variationer over hummus. Den jeg fik i midten af 90´erne en sommer i Tel Aviv, var meget blød og cremet, svømmede i olie og tahin. Jeg købte den så snart jeg havde mulighed for det, og spiste den med rå tomater og pandebrød. Den var med til at jeg ikke gik fra forstanden i varmen, og den blev en tro følgesvend med mig ned i Ægypten, hvor den blev skyllet ned med citronlimonade på kamelrygge.

Det jeg har fundet ud af er, at som med så mange andre retter, så er det ganske simpelt råvarerne der gør hele forskellen. Jeg har smagt mange kedelige og triste hummuser, lavet uden kærlighed og forståelse for at så simpel et måltid skal laves af de ypperste råvarer du kan få.

1. Kikærter. De skal være økologiske. Stå i blød i ca 15-20 timer. Kog dem til de er møre.

2. Tahin. Den SKAL også være øko. Mange ikkeøko tahiner er harske, og smager grimt. Vælg selv om du vil have med eller uden salt. Nogle sværger til Rømers tahin, da de mener at Urtekrams tahin er for bitter, jeg synes den er dejlig. Tahin er lavet af sesamfrø. De er fulde af kalk og jern. Tahinmængden bestemmer du selv, jeg putter virkelig meget i.

Hvis jeg ikke har haft tahin i huset, så har jeg nogen gange ristet sesamfrø meget let på panden, og derefter blendet dem til pulver, så godt det kunne lade sig gøre. Og tilsat det til hummusen. Det er slet ikke det samme som tahin, men meget dejligt alligevel.

3. Hvidløg. Vælg dem øko. De smager bedst. Du bestemmer selv styrken. Jeg kan godt lide det stærkt af hvidløg, men nogengange har jeg puttet så meget i at det næsten har gjort lidt ondt på tungen. De dage holder jeg en pæn afstand til mine medmennesker, mest for deres skyld.

4. Citron. Også øko. Bare fyr løs, der kan næsten ikke komme for meget i. Til 500 gram kikærter bruger jeg alt imellem 2-4 citroner. Og river også tit skallen i.

5. Af olier bruger jeg også altid de bedste koldpressede øko. Oliven, raps, solsikke, hvad jeg lige har. For man kan virkelig smage hvis man har brugt en billig olie der smager af kemikalier. Jeg tilsætter også tit koldt vand, hvis jeg ønsker det skal være lidt tyndere. Bare blend ovenstående til den ønskede konsistens, nogen gange er det dejligt med en ensartet hummus, andre gange må den godt være mere chunky med hele eller halve kikærter.



Nogen gange putter jeg tamari i. Andre gange bare salt. Nogen gange meget friskkværnet peber.

Jeg tilsætter tit persille, grønkål, mynte, rosmarin, timian, og hvad jeg ellers lige har.

Spidskommen er skønt i. Det samme er gurkemeje, en meget stærk karry, chilli. Jeg har prøvet at putte nogen af Urtekrams færdigkrydderiblandinger i, f.eks. den der hedder Græsk Gyros, det skal man ikke gøre, det smagte mærkeligt.

Men jeg købte et glas krydderiblanding som Nikolaj Kirk har lavet i samarbejde med Urtekram for nogle år siden. Blandingen hedder ”Jamaica Jerk Rub”. Jeg købte den, på trods af at den er beregnet til kød, og havde den til at stå i lang tid, til jeg pludselig en dag kom en skefuld i en portion hummus. Det var vidunderligt, den er meget stærk, så man skal styre sig. I blandingen er der: Allehånde, timian, havsalt, rørsukker, muskatnød, sort peber, cayennepeber og kanel.

Når jeg laver hummus så laver jeg næsten også altid en tomatsovs. Bare løg, hvidløg og tomater, der koges ind til en syrligsødsovs, det perfekte supplement til en hummus.

Det er ikke raketvidenskab at lave en hummus, men det der gør hele forskellen er om du har købt ordentligt ind til den, om du har ønsket den skulle laves af toppen af poppen, eller om den bare skal ind i bunden af munden. Hvis du vil blive beruset af velvære over din hummus, så køb gode råvarer, og dine smagsløg og din krop vil takke dig.


Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.
Anja Dalby sagde...
Åh ja det er sandt Rebecca, soltørrede tomater er fantastiske i hummus. Jeg havde helt glemt det igen, fordi jeg bare altid blender dem til en tapenade med hvidløg, olie og måske nødder.

Og Lima tahin må på min tahin liste, jeg har fået gode tahintips siden jeg skrev dette indlæg. Det er godt at få udfordret sine vaner, jeg plejer bare altid at købe Urtekrams.
Skrevet d. søndag, 21-11-10 11:01
Rebecca Persson sagde...
Herlig hummusblog! Der er også gået mange kikærter gennem mine blendere, og konceptet minder meget om dit. Dog er det sjældent at jeg putter hvidløg i. Til gengæld putter jeg altid Tamari i og næsten altid Urtekram spidskommen. En god variation er med soltørrede tomater ELLER kapers ELLER Urtekram rosmarin.
Personlig sværger jeg til Lima Tahin, jeg synes den er dejlig cremet og 'saftig' lige efter min smag. Jeg putter stort set altid vand i. Det sker at jeg putter yoghurt i, men det er sjældent.
Den bedste hummus jeg har fået var på den nu lukkede Den Grønne Kælder i Pilestræde i Kbh. City. Suk, jeg håber ikke opskriften gik i graven ved samme lejlighed.... men den har vist altid været hemmelig (?)
Skrevet d. tirsdag, 16-11-10 22:30

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011