Tilbage igen....
17-05-2010, kl. 12:10, Alder: 2 år, Set af: 901 personer
Der har været meget stille fra mig i de sidste par måneder, og det beklager jeg af hele mit hjerte. Nu håber jeg på at det vil vende, i hvert fald har jeg tænkt mig at blive rask.
Jeg fik for to måneder siden tarmslyng, blev opereret, men fik aldrig nogle rigtig gode dage. Jeg har været træt, haft ondt i maven og under ingen omstændigheder i fuld vigør. Jeg har bagt fordi jeg har købt en kæmpe dejlig stor røremaskine der kunne gøre det for mig, men ellers har det været mange lette løsninger, der har været i hverdagen. Desværre skete der så det for små to uger siden at jeg nok engang fik tarmslyng og denne gang fik jeg den helt store tur, og lægerne håber og tror at det nu vil være overstået, at jeg nu vil blive ”mit gamle jeg” og ikke mindst og vigtigst – få min energi tilbage, så jeg atter kan lave al vores mad osv.
Det sjove er jo at mine børn, der pludselig har fået hvidt brød, toast, pizza fra køb osv. virkelig savner den gode hjemmelavede mad, det gør godt i et moderhjerte, og jeg er helt sikker på at mine nye kræfter, skal bruges til atter at lave dejlig hjemmegjort mad.
Da jeg kom hjem fra sygehuset stod der er utrolig lækker kasse fra Urtekram, det føltes næsten som en gave til mig, da der både var creme uden parabener, parfumer osv., hvilket min mave der er fyldt med ar, vil blive glad for at blive smurt ind i, nu hvor den skal hele.
Der er den dejligste kæmpenatlysolie, hvilket er særdeles godt for huden, igen noget man trænger så meget til efter et langt sygehusbesøg, og ikke mindst til alle der nu har tænkt sig at komme ud i solen, plej huden indefra med kæmpenatlysolie, det vil hjælpe den på sigt, den bliver så blød og lækker, når man også husker at pleje den fra det indre.
Den er naturligvis også fyldt med hørfrøolie, hvilket ikke er mindre godt for både hud og krop, vidunderlige omega3 olier….ummmm…
Jeg er ikke så god til at bruge det sådan helt naturel, altså spise det rent!, men jeg elsker at lave en salatdressing af olien, blandet med økologisk citron, salt og peber - eller bruge de dejlige kryddersalte fra Lene Hanssons krydderiserie – det er en nem og let løsning, som bare smager super godt.
Samtidig er der de dejlige ”næsten færdigretter” med, jeg er så vild med at kunne lave en hurtig ret af enkelte råvarer, smagt til med gode krydderier – jeg kan kun anbefale det til de dage, hvor ens overskud er lidt lille, hvor man ikke har lysten til at trylle selv, men bare har lyst til at lave sund mad, der smager godt!

Egentlig er det slet ikke færdigretter men bare krydderiblandinger til ens egen mad, men det gør det alligevel bare meget lettere at lave en sund og god ret, når man kender smagen, der passer nøjagtig til de råvarer der er foreslået, og mine børn kan gå i køkkenet og hjælpe mig rigtig meget, uden at jeg skal være nervøs for krydringen.
Så er der også dejlig slik, og selv om jeg ikke spiser så meget slik for tiden, så har det varmet mit hjerte, at have en pose økologisk slik, som jeg kan tilbyde mine drenge, når de sidder og hygger sammen med mig.
Sidst men ikke mindst er jeg utrolig overrasket over morgenmadsproduktet Quinoa Flakes, hold da fast en kostsammensætning. 11 gram protein, kun 3,4% tilsat sukker, 2,6% fedt og så hele 20 gram kostfibre pr. 100 gram. Det er et produkt, jeg i hvert fald skal have ind i min kost, for godt nok elsker jeg havregrød, men nu hvor sommeren forhåbentlig da snart kommer, så er det ikke så ringe endda med et koldt alternativ.
Faktisk har jeg prøvet det allerede, som drys på koldskål, og det var rigtig lækkert!
Rigtig glædelig forår
Kitty
Kommentarer & tips
Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.kh
Kitty
Rigtig god bedring - håber foråret og den kommende sommer gør dig godt.
Bedste hilsner
Anette
Kærlig hilsen
Anja