Øko-vennerne

Mød vores øko-venner, der blogger om vores produkter i deres hverdag. Og inspirerer med deres økologiske liv i det hele taget. Vi har sat forbrugerdialog i førersædet, og vi tør gå hele vejen. Derfor lader vi øko-vennerne teste vores produkter og fortælle dig, hvad de synes. Sort på hvidt. Men også med kærlighed, humor og kreativitet.

 

 

Tjener, der er te i min tandpasta.

04-05-2009, kl. 14:04, Alder: 3 år, Set af: 1568 personer

af Anja

Nu har jeg prøvet den te jeg fik for længe siden fra Urtekram. Den hedder Klassisk grøn te, den er fra Touch Organic og den er i løsvægt. Da jeg tog min første kop, var det som at træde ind en tidsmaskine, og blive kastet tilbage til det første hotel jeg boede på i Tokyo, da min familie og jeg var i Japan for nogle år siden. Totalt bimleret af jetlag, sad vi med vores første morgenmad på hotellet, min mand og jeg havde naturligvis bestilt Japanese Breakfast, og vores søn havde bestilt Western Breakfast.



Min søn fik en kop sort kaffe (!), hvidt ristet toastbrød og marmelade. Jeg fik en røget fisk, ris, umeboshi blommer og en kop grøn te. Jeg havde virkelig glædet mig til at smage grøn te i Japan, da jeg drikker fuldstændig urimeligt store mængder af det i Danmark. Så det skulle blive fantastisk at smage grøn te i grøn teens hjemland. Men ak og ve, den te smagte som den røgede fisk. Salt, røget og meget stærkt. Jeg havde faktisk et øjeblik mistænkt køkkenet for at have serveret en kop boullion for mig. Det var totalt gyseligt, og jeg sad bare og følte mig som den dumme, utaknemmelige turist fra vesten, mens jeg kiggede langt efter min søns toastbrød. Min mand er sejere end mig, han spiste og drak rub og stub, jeg tror at det var jetlaggen som gjorde mine smagsløg så sarte, for normalt kan jeg nærmest ikke få fremmed mad nok.

Nå, men den te her fra Urtekram, den har de samme røgede noter som den jeg fik hin morgen på hotellet i Tokyo. Og da jeg drak den, regnede det også her, og var lummert, præcist som det gjorde i de uger vi var i Japan. Det foto jeg har vedhæftet viser Tokyo i juli. Det regner og føles som om man går i en sky. Meget fugtigt og varmt. Så illusionen var komplet, vejr og smag var som i Japan. Og jeg kan stadigvæk ikke lide den te. Måske var det det billede jeg fik på nethinden samtidig, af den hele røgede fisk, men uanset, så kræver den noget tilvænning for mig. Jeg accepterer nemlig meget sjældent at mine smagsløg rynker på næsen. Kun i tilfælde af Molkosan, hvor min mave simpelthen også hader det så meget at det ryger op igen ligeså hurtigt som det kom ned. Men det er en anden, meget lækker historie...

Da jeg så skulle børste tænder efter teen, kom jeg til at se at der også er grøn te i min Urtekram tandpasta. Det har jeg set mange gange før. Men hvad laver den egentligt der? Udover at give mig associationer til Tokyo i regnvejr. Det er også dejligt nok, men det kan nok ikke være den egentlige årsag til at det er der.

Kh Anja



Klik her for at komme tilbage til hovedsiden
 

Kommentarer & tips

Læs kommentarer, tips eller tilføjelser til overstående opskrift nedenfor og tilføj selv din mening.
Anja Dalby sagde...
Hej Torben,

Hvor er det spændende! Tak for dit svar igen, nu er jeg om muligt endnu mere glad for min tandpasta.

Ha det godt,

Anja
Skrevet d. lørdag, 30-05-09 20:14
Torben Nielsen sagde...
Hej Anja,

Det betyder, at der er langt mere fluor i tilsatte fluorforbindelser end der er i grøn te, men i princippet er det rigtigt. Desuden indeholder grøn te epigallocathechingallat der udviser antioxidativ-, antitumor- og anti-inflammatorisk aktivitet. Dvs. at de kan have en positiv effekt på mundslimhindernes generelle sundhed.

Mange hilsner,
Torben Nielsen
Kemiker
Urtekram Int. A/S
Skrevet d. fredag, 29-05-09 11:33
Anja Dalby sagde...
Hej Torben.

Tak for dit svar, det vil vel sige at hvis man putter grøn te i tandpasta så undgår man at putte almindeligt flour i? Er det rigtigt forstået?

Kh Anja
Skrevet d. onsdag, 20-05-09 09:47
Torben Nielsen sagde...
Kære Anja.

Grøn te indeholder epigallocathecingallat, der er en multiaktiv polyfenol, og organisk bundet fluor. Epigallocathecingallat er antioxidativt og anticarcinogent. Fluor styrker tandemaljen.

Der er dokumentation for epigallocathecingallats effekt, men undersøgelser over effekten af daglig indtagelse af grøn te giver ikke en sikker dokumentation for helbredende effekter. Der er også dokumentation for fluors effekt på tandemaljen.

Venlig hilsen,
Torben Nielsen
Kemiker
Urtekram Int. A/S
Skrevet d. tirsdag, 19-05-09 22:56

Tilføj kommentar

* Påkrævet
** Email bliver ikke offentliggjort
 

© Copyright Urtekram 2011