I forbindelse med en større undersøgelse af mange virksomheders pap- og papiremballager har kemiker Xenia Trier fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) fundet perfluorerede stoffer (PFC).
Forbindelserne kan findes i fedtbestandig emballage, hvor der indlægges en barriere for at undgå fedtudtrækning, det vil sige pap/plastik eller papir/plastik. Flourstofferne kan migrere ved opvarmning og ved højt fedtindhold.
Undersøgelsen omfatter 74 forskellige emballager. Desværre blev der i Nutana økologiske falafler fundet en lille mængde af flourforbindelserne. Undersøgelsen måler om der er et indhold af PFC, men ikke hvorvidt de migrerer, det vil sige vandrer fra emballage til fødevarer, hvilket sker ved varmepåvirkning og lang tids kontakt mellem materiale og fødevare. Da Nutana falaflerne pakkes i dybfrossen tilstand ved -18°C og de tages ud af emballagen før optøning og tilberedning, formodes det, at migreringen er minimal.
Selvom det drejer sig om ganske små mængder PFC og selvom falaflerne pakkes ved minusgrader, så tager vi fundet alvorligt og er allerede i dialog med producenten omkring alternative emballager. Vi har samtidig igangsat en gennemgang af vores samlede emballagesortiment med henblik på at afdække eventuelle problematiske fedtbestandige emballager. Målet er, at PFC-problematiske emballager udgår. Dette gælder også analyse af emballagen til Urtekram Mikro-popcorn. Et produkt som det eneste på markedet ikke er tilsat fedt, hvorfor migrering må formodes at være væsentligt reduceret.
Urtekram Int. A/S overholder gældende lovgivning på området, men kan kun opfordre til at myndighederne skærper lovgivningen, så både forbruger- og miljøhensyn varetages bedst muligt.
Spørgsmål kan rettes til:
Kvalitets- og miljøchef Anne S. Hansen:
Mail: ash@urtekram.dk eller mobil: 30 30 46 88.
For Urtekram Int. A/S har kvalitetsarbejde og forbrugersikkerhed altid været mærkesager. Derfor er vi hygiejne- og miljøcertificeret efter ISO 22000 og ISO 14000 standarderne.